Orlando

Hvem er hvem, hvad og hvorfor? Mand eller kvinde eller et tredje køn? Hvorfor definerer vi os som vi gør, og hvordan holder vi op med det? Virginia Woolfs kønsklassiker ’Orlando’ har altid holdt satiren højt, men Elisa Kragerup forstår virkelig at gøre den til en forrygende kønskomedie af format.

”Heftighed var sagen,” erklærer dronning Elizabeth i 1500-tallet, da hun tager den 16-årige Orlando under sine hofvinger – og skørter. Lover ham stort og småt, hvis blot han forbliver ung og smuk. Således lever Orlando i sus og dus, indtil 1800-tallet, hvor han i sit 30.år pludselig bliver kvinde. Og mister retten til det meste. 

Men det slår ikke Orlando ud, hun ser muligheder i stedet for begrænsninger. Forsøger at bryde ud af historien, selve tiden og normerne, og måske endda denne fortælling. Hun kæmper sig udenom forventninger om ægteskab, korsetter og kniplinger – trods pres fra endnu en dronning, Victoria – og snart er det hende, der har overtag på begæret og har bejlere under skørterne.

Ingen tvivl om at det er kvinderne, der har mest styr på kærlighed og sex her. Fra diverse dronninger til den russiske isprinsesse Sasha, der er den første til at give knøsen hjertesorg. Og mest af alt Orlandos egen kønsopvågning som kvinde, der mærker at blive begæret på en helt ny måde, og anerkender ekstasen i at give efter for det. 

Det skaber eksempelvis nogle yderst underholdende scener med den rumænske ærkehertuginde Harriet, hvis hemmelighed ikke skal afsløres her. Hendes charmeoffensiv er en særligt heftig grimasse, der kun overgås i morskab af hendes håndtering af dørskik. Senere i dette forhold bemærker Orlando, at hvis det her er kærlighed, er det særdeles latterligt.

Og det kan kærlighed absolut være, latterlig på den gode og den dårlige måde. Hverken for mand eller kvinde eller tredje køn er det nemt – og så især ikke når man ikke kan holde styr på kønnene. Til den forvirring bidrager Kragerup med at lade de fire andre skuespillere agere forskellige køn, og det fungerer fremragende. Særligt Mikkel Arndt og Tina Gylling Mortensen får skejet herligt ud, men også Xenia Noetzelmann og nyuddannede Anton Hjejle giver Maria Rossings Orlando kærlige udfordringer.

Lige i skabet er også Maja Ravns scenografi og kostumer, der får hver scene til at sprudle af visuelt lir og leg. En kæmpemæssig spejlvæg danner baggrund for indre og ydre spejlinger, der med glidende vippeteknik giver nye vinkler på stadsen. Kostumerne er både enkle, kreative og overdådige. Og ideligt foranderlige som resten af sceneshowet, der favner knap 400 års køns-, litteratur- og modehistorie som en fantastisk joie de vivre.

Tænk at kunne leve som både mand og kvinde – at kende begges hemmeligheder, som Orlando siger. Selvfølgelig kommer manden først. Kladden der skal formes, skal erfare og lære – for så at vågne op i en kvindekrop og mærke hvordan normer pludselig vælter ens person omkuld. Det kan kvinden løse, hvorimod manden i 1. akt ligesom bare gjorde som naturen bad ham gøre. Måske lidt skarpt overtolket, men ok, det er oppe i tiden. Kragerup og co. holder fokus på kønsidentitetens udflydende grænser – i imponerende komediestil.

Og hvis du glemmer dig selv i den medrivende historiefortælling, så tjek lige din afspejling i det store scenespejl – sammen med alle de andre i teatersalen kan du være med til at ændre stereotyperne – og start eller fortsæt med det hjemme i privaten.