Flagermusen

Sikken voldsom trængsel og alarm! Flagermusen er løs, og vender op og ned på verden, så han kan få sin revanche. Operetten over alle operetter har med denne moderne version fået adskillige ekstra gear og tempi, men det bliver en lidt langtrukken affære i overklasse-underlivet, når komikken overskummes.

Det fine borgerskab keder sig lidt ved juletid, så der må ekstra krydderi på gudegildet i form af utroskab, jalousi, intriger, løgn og lir – i det hele taget så meget forvekslingskomik som underlivet kan holde til. I Peter Langdals version fra 2006 er det ret meget – noget virkelig sjovt og burlesk, andet plumpt og plat. Langdal går gerne hele vejen for komikken, men her bliver rimene overspillet, talescenerne trækker ud og der går selvsving i slapsticks.

Tilføjelsen af Morten Eisner som (pause)bajads er en udmærket ide, og Eisners mange år med cirkus- og Tivoli-klovneri skinner dygtigt igennem. Men den koksede kok og den fulde fængselsbetjent får for lang line, og skvatter især med spand og stumtjener i starten af sidste akt. Det kunne sagtens fungere, i mindre doser spredt udover forestillingens tre timer.

Operettens lette og lystige stil kan være en udfordring for de klassisk uddannede operasangere, men det går mestendels fint med at holde tempo og energi. Særligt Sofie Elkjær Jensen er skøn som tjenestepigen Adele, og hendes balsang om ”med garanti ingen tjenestepige” er en af aftenens bedste.

Men det er også herligt at opleve Ann Petersen så livlig og kæk, når man er vant til at se hende i det mere alvorlige Wagner- og (Richard) Strauss-repertoire. De lette og luftige toner er ikke et optimalt match for hendes lyrisk-dramatiske sopran, men hun charmerer sig igennem. Især i 1. akt, hvor hun skal holde takt med den italienske loverman i Gert Henning-Jensens altid forrygende fut, men også i trioen ’Åh, Gud, hvor det dog rør mig’ med Sofie Elkjær Jensen og Jens Christian Tvilum sprudler ironien og livsløgnen. 

Forestillingens alterneringer er næsten ligeså svære at holde styr på som de forviklinger og forvekslinger, der opstår, når Dr. Falke (Susanne Resmark) orkestrerer sin hævn over Gabriel von Eisenstein (Jens Christian Tvilum), hvis kone Rosalinde (Ann Petersen) måske er ligeså svigefuld som han selv. I hvert fald kravler der en italiensk tenor rundt på altanen, og tjenestepigen er også god for en flirt. Til sidst ved man snart ikke hvem, der kalder hvem mussepusser og hvem, der pussenusser hvem.

Mia Stensgaards scenografi er både klassisk, pompøs og med spøjse detaljer. Pernille Egeskovs kostumer er endnu mere spøjse og med tendens i seksuelle stereotyper. Fra tjenestepigeskørter og den italienske elskers lændepynt til officeruniformer og ballerinastrut. Til det store maskebal er stilforvirringen komplet med stram vaudeville og løse stofsvøb peppet op med alskens bijouteri.

Det er maskebal a la poolparty i en badeanstalt hvor bassinet er beklædt med is, så et skøjteshow kan udfolde sig – som balletopvisning – med sleske fisketyper, en tumultisk isbjørn og flagrende pingviner. Lidt efter deres sprutstive vals og den lystige champagnesang, og så afsluttes 2. akt med at alle bliver arresteret af mildest talt rundforvirrede (jyske) politimænd, der skal lægge jern på damerne og putte dem i hullet.

Denne 2. akt er den mest balstyriske. Det starter i et storkøkken, hvor serveringsbakker og kufferter buldrer om kap med vodkashots og grydelåg, når den russiske æresgæst Prins Orlofsky – med overdreven accent – byder velkommen med mottoet: ”chacun a son gout.” Og ja, der er bestemt noget for enhver smag – mest af alt boblende champagne, der får det hele til at sprudle af sexkomedie med forspil, forløsning og eftersmæk.

Endnu mere i næste scenebillede med etablissementets urinal, belyst i pornorødt, som baggrund for von Eisensteins adskillige flirts om at dele sit klokkeværk med de maskeklædte kvinder, deriblandt hans egen tjenestepige, hendes søster – og selvfølgelig hans kone, som agerer ungarsk komtesse med en tysk hjemstavns-arie, der får den ungarske folkedans czardas til at ligne fransk can can.

Herefter tænker man at det må gå helt bersærk i sidste akt, men i den mørke fængselsscenografi virker det faktisk lidt tamt, selvom von Eisenstein i forklædning synger om ”advokat grassat”. Men forviklinger og forvekslinger løses, og selvom de egentlig stadig render småforvirrede rundt i deres champagnerus – pointen er at det hele skyldes de brusende bobler – så har de da fået en storartet julefest ud af flagermusens hævn. Og som den kendte druksang lyder: ”Lykkelig er den som kan glemme det, der alligevel ikke står til at ændre.” Johann Strauss’ ’Flagermusen’ er nok så overfladisk, men festen kan man ikke tage fra dem. Skål – plus lykkelig god jul og boblende godt nytår!