Elektra

Fra de skamløse læber lyder det: "Jeg vil være skyldig!" Unge Elektra er fuldt bevidst om sin furiøse fremturen, og tilføjer et moderne meta-lag til den ældgamle, klassiske myte, når hun - og hendes mor - udfolder "det drama, hvor alle rollerne er ofre", samt reflekterer over Elektra-komplekset.

Kongedatteren Elektra (Asta August) elsker sin fader Agamemnon (Søren Poppel) betingelsesløst, og raser efter hævn over moderen, Klytaimnestra (Lotte Andersen), der dræbte ham, fordi han ofrede deres anden datter Ifigenia for at få krigsmedvind. Hverken kærlighed eller forståelse formilder. For Elektra spejler sig både i sin mors hævn og sin fars brutale ofring. For hævn avler hævn, og mord avler mord.

Som i ’Fædra’ - første furie-fortælling i denne trilogi - er det tydeligt at de græske tragediers arketyper er bundet i arv og ritualer. Karen-Marie Bille har fortolket myten, og udviklet den mere moderne psykologiske vinkel med citater fra nyere forfattere som Hugo von Hoffmannsthal, Barbara Köhler og Sylvia Plath. De potente og rasende ord er igen i fokus, og dramaet er komprimeret omkring datterens konfrontation med moderen, så den medhævnende bror Orestes er udeladt. 

Til gengæld er faderen til stede på scenen det meste af tiden, for at afspejle hans magt og affekt over datteren - som et genfærd, der forstærker alle følelser og handlinger. En fremragende ide, som instruktør Anja Behrens får optimalt ud af i samspil med Christian Albrecthsens scenografi og kostumedesign. I al sin enkelhed så visuelt gennemført, særligt spejlene og sølvreflekserne, der skaber nuancer i det grå og gennemsigtige - indimellem brudt af den røde farve, den skamløse læbestift og det tragiske blod.

"Vi er blevet til had," raser Elektra - som på alle kvinderollers vegne - og den feministiske vrede og vilje får  frygtindgydende kraft da hun syr sit skød sammen. Asta August er særdeles udtryksfuld i det fordærvede, hæmningsløse og (selv)destruktive, men ofte for hysterisk. Mestendels er det Lotte Andersen som moderen, der rør - hendes stærke sårbarhed og ærværdige omsorg. Samt hendes dødsscener - hvor hun binder sin mand i reb og blod, og da hun selv kværkes grumt af sin datter.

Endnu engang er slutbilledet og -replikken fabelagtigt udformet. Helt uventet og uforglemmeligt, brutalt og barskt i sin skønhed, mytisk af både arkaisk fortid og allegorisk nutid. Og tankevækkende. Som i ’Fædra’, hvor en rebsekvens fuldbyrdede den voldsomme (mande)død. En fascinerende skabelse af dødsritualet gennem shibari, som ’Elektra’ starter med, mere omhyggelig og dragende, og det bliver interessant at se hvor denne tematik ender i trilogiens sidste værk ’Kassandra’.