Dekameron

Vilde og vanvittige tableauer fuld af liv og leg. Sådan må det være når middelalderlige oprørshistorier clasher med ekstrovert nutid, og oprøret forstærkes i bramfrihed og fortælleglæde. ’Dekameron’ har altid haft ry for at være grænsesøgende og denne teatertolkning går med på legen, og lidt til.

Scenariet er temmelig aktuelt: Natur og klima er kollapset, en global epidemi raser og en lille menneskeflok løber i skjul for flere eventuelle katastrofer. De har brug for at interagere og reagere, så de fortæller hinanden historier. For at spejle sig i hinanden og følelserne, der følger i forsøget på at forstå den verden, der måske er på vej mod død og undergang.

Da Giovanni Boccaccio omkring 1348 skabte denne fantastiske novellesamling, var det med inspiration i andres fortællinger, folklore og fantasi, deriblandt Dante Alighieri og hans hovedværk ’Den guddommelige komedie’. Ligeledes er mange kunstnere - literatter som malere og performere - blevet inspireret af Boccaccios historier, der mestendels er ganske basale, men nogle også ret udpenslede eller overdrevne for at skabe en grænseoverskridende tese. Og reaktioner kom der masser af - også censur og bandlysninger - som eksempelvis da H.C. Andersen i 1865 læste værket og noterede i sin dagbog: "(H)vor det er en ugudelig og liderlig bog."

’Dekameron’ var et opgør med den religiøse samfundsorden, og et opråb for drømmen om frihed. Også i kærlighed og seksualitet, som i værket oftest foregår forbudt og normbrydende - utroskab, homoseksualitet, polyamori med mere. Men med nutidige øjne og ører slet ikke så frækt som det har ry for at være. 

Og værket rummer meget mere, med heftige nedslag i det humanistiske, erotiske, humoristiske og utopiske menneskeliv - og det smelter dramaturg Karen-Maria Bille og instruktør Anja Behrens’ fortolkning sprælsk sammen med nutidens ditto. De valgte historier er: ’Kvinde levende begravet’, ’Spøgelsesrytteren’, ’Hjertet i guldbægeret’, ’Basilikumkrukken’ og ’Griselda’. Men der er naturligvis gennemgående temaer, som hentyder til andre af de ialt 100 fortællinger.

Oprindeligt bestod fortællegruppen af syv kvinder og tre mænd, for Boccaccio havde et bevidst fokus på kvinder og deres vilkår. Her er der tre mænd og to kvinder, så det løses helt naturligt - og indimellem humoristisk - med at hver historie har flere fortællere og karaktererne glider ind og ud af de seksuelle og kønsdefinerede identiteter. 

Således er ’Hjertet i guldbægeret’ og ’Basilikumkrukken’ lifligt mixet i et virvar af køns- og karakterskift, der starter i en Adam og Eva-joke, går over i faderlig/broderlig besiddertrang og mord, som ender i sorg og mere død, altimens basilikumplanten fornøjer. Forrygende gennemført. Og endnu mere syret med ’Spøgelsesrytteren’, der arriverer som rytterske på sej ATV og i blodig hævn svinger motorsav mod manden, der gjorde hende til kærlighedsoffer. 

Som i Boccaccio-værket er der mellemspil med små dagsaktiviteter og kommentarer til historien, der kan få de agerende til at ændre det de er igang med. Som da en af fyrene griber guitaren og sætter gang i lysterne med Springsteens ’I’m on Fire’. Eller da Griselda og hendes fortælling bliver trukket i langdrag med en mundknebel så hun til sidst bryder ud af sin lydige rolle og fortæller resten af historien selv. Og efterspillet er ofringen af en falk, som hinter til endnu en historie om kærlighedsofre.

Forestillingen er også visuelt betagende med Ida Grarups postapokalyptisk version af et klimakollaps med væltede træer og tintede farver. Enkelt og effektivt med uforglemmelige scenarier, hvis rene, oftest maleriske billedudtryk printer sig i krop og sind. Og så er det ikke tit man får lov at se præstekapper, pufkyser og ballonskørter i samspil med motorsav, nøgendans og blodsplat. Noget er muligvis rodet, andet absurd eller paradoksalt, men hellere mystik og overraskelser end banale forudsigeligheder. 

’Dekameron’ er en hyldest til fortællingens livgivende kraft - men også bevidstheden om hvordan vi flygter fra virkeligheden, når den er for uoverskuelig, grum eller dum. Og således også en hyldest til mennesker, der kaster sig ind i fortællingens magi, med krop og sind, og nyder ord, leg og spejling i egne og andres historier. Det gør det fremragende cast aldeles ruskende og rørende: Stephanie Nguyen, Siff Vintersol, Anton Hjejle, Lasse Steen og Simon Kongsted. En tour de force af menneskekundskab.