The Diary of a Madman

Et menneske på kant med verden? Eller en verden på kant med mennesket? ’The Diary of a Madman – to dage i en skrøbelig mands verden’ bevæger sig i grænselandet mellem virkelighed og fantasi, drøm og mareridt, minde og traume, barndom og voksenliv – og på intet tidspunkt er konturerne tegnet skarpt op i mellem de mange tilsyneladende modsætninger. For hvor går grænsen?

’The Diary of a Madman’ er Dansk Danseteaters kunstneriske leder Tim Rushtons debut som instruktør på en performanceforestilling og hvilken debut. Sammen med danser Csongor Szabó har han skabt en forestilling og fortælling så dybt rørende, underfundig og skræmmende, at det mærkes i kroppen efterfølgende.

For vi er alle mennesker, mennesker med et sind, et sind der til tider kan minde mere om en forbandelse end en velsignelse, og her kunne det tyde på, at hans sind netop er blevet ham en forbandelse.

“My chair. My box. My bird. This is my room, this is where I exist.“ Ensom står han dér i det fuldt oplyste, men nødtørftigt møblerede rum og ser os hver især dybt i øjnene, mens vi fumler med de papkasser, der er placeret på stolerækkernes sæder. Alle er de identiske med hans, hvide og anonyme. Hans verden er en kasse og hans kæreste eje er en kasse og vi, publikum, er inviteret indenfor.

Det er skiftevis sanseløst berusende og hjerteskærende at være lukket inde i Madmans kasse og sind. Sindets mørke trænger sig på og omgiver os. Vi taber pusten og overvældes af latteren, når barnets voldsomme leg overtager Madmans krop, alt imens rædslen og melankolien lurer under overfladen. For hvem tilhører lyden af de anonyme trampende støvler, der med jævne mellemrum invaderer det sorte rum i den ensomme glødepæres knitrende skær? Eller hvem tilhører den ondskabsfulde kvindestemme, som opsøger og hjemsøger Madman med eder og forbandelser?

Csongor Szabó er i skikkelsen som Madman et fascinerende bekendtskab. Han er medrivende, og med sin særlige komik bringer han os et sted hen, hvor undren og forvirring afløses af åndeløs betagelse af et menneskes indre univers. Her gives ingen svar, men det overlades til den enkelte at skabe logik eller ikke logik i de scenarier, der udspiller sig.

Langsomt tegnes konturerne af et liv for i sidste ende igen at blive hvisket ud, som den kridttavle, der danner rammen for hans tilværelse. Var det virkelighed eller fantasi, drøm, traume, eller måske psykosens opløsning af grænsen mellem jeget og omverden?

Svarene ligger ikke ligefor, men ét er sikkert: ’The Diary of a Madman’ er så tankevækkende, at den efterlader et aftryk – og efter forestillingen, da jeg igen begiver mig ud i mit eget så velkendte univers, kan jeg ikke andet end at føle en slags samhørighed med manden i kassen.