Copenhagen Summer Dance 2018

’Copenhagen Summer Dance’ er en elsket københavnsk sommertradition. Skabt af det feterede Dansk Danseteater, Danmarks største, moderne dansekompagni. Siden 2004 har det været en fast, tilbagevendende tradition at opføre dans under åben himmel hvert år i august. I mange år på Københavns Politigård, der med sin pompøse arkitektur dannede en fin ramme om den årlige sommerdans. I år har det dog ændret sig.

Dansk Danseteater har netop fået ny kunstnerisk leder, da Tim Rushton, kompagniets leder gennem 16 år, har valgt at sige stop. Ingen tvivl om at han sluttede på toppen, Dansk Danseteater står stærkere end nogensinde med flere publikumssucceser bag sig og en ny fast base på Takkelloftet i Operaen. Den nye leder, svenske Pontus Lidberg, har åbenbart følt, at det var på sin plads med en ændring i den årlige sommertradition. I år er ’Copenhagen Summer Dance’ således flyttet til spidsen af Ofelia Plads. Det klæder både pladsen såvel som dansen.

På premieredagen var der højt solskin og blå himmel, og det svært at forestille sig dans i smukkere omgivelser, med vandet i baggrunden og midt i havnens og byens historiske og kulturelle hjerte. Et par sejlbåde var da også med på en lidt uautoriseret kigger undervejs i forestillingen, men det var dem velundt, for det er sjældent at være vidne til en så flot og helstøbt danseforestilling.

Selve forestillingen var et potpourri af forskellige stilarter inden for moderne dans, krydret med et uddrag af neoklassisk ballet med to gæstedansere fra Den Kongelige Ballet, henholdsvis nykommeren Marina Minoiu og veteranen Alban Lendorf, kortvarigt hjemvendt fra New York, hvor han er en fast del af American Ballet Theatre.

Lige netop balletdelen var desværre forestillingens svageste led. Klemt inde mellem stærke moderne værker af fire vidt forskellige koreografer virkede pas de deux’en fra Kenneth MacMillans ’Manon’ en smule arkaisk og ufokuseret, måske fordi den var en anelse sløvt danset af de to kongelige balletdansere. Det er altid glædeligt at se danske Alban Lendorf, der i dag er en verdensstjerne, men sammen med Marina Minoiu udeblev magien, og trinene var kønne men uskarpe.

Det samme kan ikke siges om de resterende optrin. Dansk Danseteaters egne dansere lagde flot ud med et uddrag af ’Vals’ af spanske Marcos Morau, der blev opført på Takkelloftet sidste år. Det var både begavet, morsomt og medrivende med fokus på kroppen som et akavet apparat, der alligevel kan fremføre de smukkeste bevægelser.

’Faun’ af Sidi Larbi Cherkaoui fra 2009 blev opført af de cubanske gæstedansere Carlos Luis Blanco og Laura Treto fra Acosta Danza. Det blev til en forførende skildring af forholdet mellem en faun og en nymfe, og især Blanco var en åbenbaring i sin skildring af faunens blide, legende og dog vilde natur.

I amerikanske Stephen Shropshires ’Lamento della ninfa’ (nymfens klagesang) var det til gengæld Jessica Lyall fra Dansk Danseteater, der fastholdt og fortryllede hele vejen igennem, stærkt understøttet af Joe George og Stefanos Bizas. Sidste del ’Passage, soudain, la nuit’, var koreograferet af Pontus Lidberg til cubanske Acosta Danza, der bidrog med seks gæstedansere i en munter og inderlig hyldest til cubansk dans.

De solfyldte havneomgivelser skabte et forunderligt og levende bagtæppe af lys, vind og vand, der kun gjorde forestillingen bedre, og med det stærke program og et blandet hold af dansere i topform blev ’Copenhagen Summer Dance’ i år til en intens danseoplevelse af de sjældne.