Dheepan

Når vi i den vestlige verden møder immigranter, der midt i vores hyggelige restaurantbesøg faldbyder blinkende dingenoter/roser/dvd’er, giver vi dem en standardafvisning, der går ud på at undgå øjenkontakt og høfligt men bestemt sige nej tak. Nej tak til det hele – gå videre. Ingen kan magte at rumme et andet menneskes traumatiske livshistorie. Ikke engang det andet menneske kan magte sin egen traumatiske historie. 

Med Jacques Audiards Guldpalmevinder ’Dheepan’ tvinges vi til at udholde mødet med det andet menneske. Han går ikke væk. Dheepan er en frafalden tamilsk soldat, der ved borgerkrigens ende i Sri Lanka, ser sig nødsaget til at flygte. Sammen med den fremmede kvinde Yalini og den forældreløse pige Illayaal overtager de en død families identitet og flygter sammen til Frankrig. Her er de nødt til at fortsætte bedraget, og den lille falske familie får chancen for et nyt liv sammen i et socialt belastet boligbyggeri uden for Paris. 

Mens Dheepan kæmper for at passe sin tjans som vicevært og holde sammen på sin lille hjemlige samling af fremmede, begynder problemer i form af lokale narkogangstere og militante srilankanere at snige sig ind på ham. Som den for ham velkendte og sitrende fornemmelse af uigennemskuelig, men overhængende fare i tæt jungle, emmer filmen af potentiel vold og ødelæggelse. Volden finder dem igen. Og modsat de unge franske forstadsgangstere, ved Dheepan af bitter men frisk erfaring, hvordan man for alvor slås.

På papiret er ’Dheepan’ måske ikke en publikumsmagnet, men hvor jeg dog ønsker, at alle vil se denne film. Til forskel fra mange film, der forsøger at sætte fokus på den vanskelige integration, kaster ’Dheepan’ ikke bare moralske domme over den vestlige verden over en bred kam. Det er ikke filmens ærinde. 

I stedet fortæller den en historie om det fremmede menneske, og den virkelige genistreg er beslutningen om at respektere figurernes personlige integritet. De er fremmede for hinanden, og de er fremmede for tilskueren. Fri for letkøbte psykologiske én til én-modeller, der nydeligt forklarer enhver handling med en hændelse fra fortiden. I takt med at den lille familie får øjnene op for hinanden, gør vi præcis det samme og har ved filmens voldsomme, men også håbefulde slutning, svært ved at give slip på dem. Vi har jo kun lige mødt dem.