Kun os to

Valérie Donzellis realistiske psykologiske drama er en følelsesmæssig rutsjebanetur der omhyggeligt skildrer udviklingen af et forhold fra forelskelsens lyksalighed til et giftigt ægteskab, hvor en eskalerende angst, kontrol og vrede hersker. 

Da Blanche (Virginie Efira) efter flere års adskillelse møder sin barndomsven Grégorie (Melvil Poupaud) slår det gnister, og snart er hun overbevist om, at hun har fundet den eneste ene. Men det, der i første omgang virker som et eventyr med både bryllup og barn, tager en mørk drejning, da parret på grund af Gregs arbejde må flytte. Langt væk fra hendes mor og tvillingesøster Rose, som hun er meget tæt med, forvandles Blanches nyfundne liv til et mareridt, da Greg lidt efter lidt begynder at vise en mere farlig og skræmmende natur.

Fortællingen er ikke ny, den er set i flere film - især scener, hvor kvinder kryber sammen, når deres voldelige mænd kaster ting eller skriger dem op i ansigtet. Alligevel formår ‘Kun os to’ at fortælle den evigt aktuelle historie på en raffineret og overbevisende måde ved hjælp af både fremragende skuespilpræstationer og kloge visuelle valg.

Et bemærkelsesværdigt aspekt er instruktørens gnidningsløse tidsmanipulation, der ikke blot gør det muligt at følge Blanche og Greg over en periode på godt syv år, men også konstant springe elegant mellem nutid og lange tilbageblik. Især en lang sekvens, hvor moren har samtaler alene med henholdsvis Blanche og Rose, er utrolig raffineret lavet ved blot at lade lyset skifte i døgnrytme på morens ansigt og dermed vise at samtalerne finder sted over længere tid.

Samspillet mellem lys og mørke bruges igennem hele filmen og tilføjer et lag af visuel symbolik til fortællingen - parrets svagt oplyste hjem mod sollysets strålende renhed i skovhuset, hvor Blanche mødes med en internet-bekendt i et poetisk mellemspil.

Virginie Efira portrættere både Blanche og tvillingesøsteren Rose, og hun navigerer overbevisende gennem et spektrum af følelser - glæden ved en ny kærlighed og den efterfølgende nedstigning til et manipulerende og psykisk voldeligt forhold. Det føles ægte og det er skræmmende.

Filmen er baseret på Éric Reinhardts roman ’L’amour et les forêts’’, men modsat det litterære forlæg, har Donzelli taget sig friheden til at give historien en mere positiv og håbefuld slutning - måske til inspiration for alle der har befundet sig i en lignende situation.