Jeanne du Barry

Skandale har altid været en del af hendes image, og med sin nyeste film vil Maïwenn også gerne provokere og chokere. Det lykkedes som åbningsfilm på Cannes Film Festival sidste år, men nok mest på grund af ydre omstændigheder - hvoraf den ene selvfølgelig altid vil præge filmen.

For som filmværk er ’Jeanne du Barry’ ikke særskilt oprørende eller overraskende, når man kender historien om den franske konge Louis XV og hans mange elskerinder. Jeanne var den sidste og muligvis den, der var mest skandale omkring. I betragtning af hendes opvækst, lave samfundsrang og status som kurtisane. 

Der er mest liv og underholdning i starten af deres forhold, hvor nogle spøjse hofprocedurer - som kongens overvågede morgenritual og den pjattede kutyme om at trippe baglæns ud af audiens - fornøjer og overrasker. For det er hendes største force: Hun er nem, jovial og får kongen til at smile, hvilket skaber både misundelse og arrigskab hos det meste af hoffet - måske allermest kongedøtrene, der ikke kun grov-mobber Jeanne men også hendes tjener Zamor.

Stilen er holdt med ret lystig, nærmest satirisk stemning, så de små provokationer - som Jeannes bramfrihed, hendes spøjse tøjvalg samt løsagtige hår og makeup - mestendels flyder ud i de snobbede, surmulende hofmanerer. Det er et ganske latterligt hof, der præsenteres her, og kongen er ikke specielt meget bedre, han har bare accepteret hykleriet, og det er vel også nemmere når man selv bestemmer alt.

Sidste del af filmen er præget af gentagelser og minimalt drama - med ankomsten af Marie-Antoinette som det mest interessante. Trods hun også er ret juvenil og påvirkelig, og dermed understreger at de unge kvinder her bliver styret af de mere modne og magtfulde. Så den tese, som Maïwenn gerne vil opbygge i tråd med sin hype som anti-#MeToo’er, holder ikke helt, for reelt er det mændene, der styrer Jeannes liv, gør hende til det hun er. Hun er kun i få øjeblikke den selvstændige kvinde, der vælger at ’prostituere sig’ for at få del i livets goder og glæder. 

Som både instruktør og titelrolleindehaver har Maïwenn dog fuld magt over sit filmprojekt, og hun gør det ekstravagant og storslået med smægtende kostumer, hår og udsmykninger af det flotte Versailles-slot og de smukke omgivelser. Ligesom hun insisterer på kærlighed mellem Jeanne og kongen, uden at man dog rigtig mærker begæret mellem dem - og der er heller ingen saftige sexscener.

Så den største skandalisering er vel valget af Johnny Depp til kongerollen, hans første efter retssagshelvedet og den omfattende #MeToo-ballade. Det er kontroversielt og provokerende, og Depp spiller rollen præcis sådan. Satirisk hoffærdig og overfladisk, men alt for sympatisk. Men underligt føles det - og det giver kun mening i provokationens navn. Og dermed er det Depp, man allermest vil huske denne film for.