Cinema Made in Italy 2024

Der er igen Little Italy-stemning i byen, når mini-festivalen Cinema Made in Italy igen ruller film i Grand Teatret - og i år med ekstravisninger i Gloria Biograf. Som vanligt er der både prisvindere og festivalfavoritter blandt filmgodterne, samt både mesterinstruktører og debutanter. Ungdommen dominerer alligevel - de smukke, de fortabte, de hippe, de forelskede og meget mere - og der er ganske forskellige stilarter og historier at glæde sig over i dette års program. Vi har set de fleste film, undtagen Alice Rohrwachers magisk-lyriske ’La Chimera’, der får premiere senere i år.

Rapito/Kidnapped ****
Endnu et interessant kig i historiebøgerne om den katolske kirkes magtmisbrug, tyranni og overgreb - i ægte Marco Bellocchio-stil. Den virkelige historie om Edgardo, der som 6-årig bliver fjernet fra sin jødiske familie, fordi nogen har døbt ham og han så - ifølge det pavelige dekret - skal opdrages blandt katolikker. Familien kæmper for at få deres barn tilbage, men Vatikanet har den ultimative magt. Et klassisk drama og så alligevel med lidt spræl i kanterne. Især i portrættet af Pave Pius IX - spillet svulstigt af Paolo Pierobon - der eksempelvis har uhyrlige drømme om jødisk omskæring. Bellocchios fortællestil udstiller fanatismen og manipulationen, men undviger de mere følelsesmæssige udbrud, og Edgardos sindstilstand forbliver foruroligende. 

Una sterminata domenica/An Endless Sunday ***
Alain Parronis debutfilm vandt de internationale filmkritikeres Fipresci-pris i Venedig sidste år, og der er bestemt en personlig og interessant stil her i skildringen af ungdomslivet, men som titlen signalerer, føles den også temmelig endeløs. Nihilisme er den overordnede stemning og de tre teenagere Alex, Brenda og Kevin søger ubesindigt efter noget, der kan skabe minder og mening. Som de snapshots filmen er fuld af, men som ligner et mere lykkeligt liv. Rom, den evige by, flyder med historie og religion, men det største aftryk trekløveret sætter er røde læbestiftkys på oldtidsstatuerne. Har man tålmodighed gennem kontinuerligt tidsfordriv og dovneri, runger den sidste halve time af konsekvenser med intens nerve og rå billedstil.

Lubo ****
Lubos grumme livshistorie er også historien om ’Kinder der Landstrasse’, et schweizisk genopdragelsesprogram, der fjernede børn fra Jenische familier. Franz Rogowski er fremragende som den rejsende gøgler Lubo, der hentes ind til militærtjeneste i 1939, og kort efter hører om sin kones død under strid med statsfolk, der hentede deres tre små børn. Derfra skyer Lubo ingen midler for at finde sine børn, og det fører ham ad kriminelle veje. Allerede i den skønne åbningsscene antydes beskuelsen af minoriteter, og gennem hele fortællingen accentueres betydningen af at spille roller for at være interessant og passe ind i bestemte grupper. Visuelt imponerende og meget rørende fortælling, selvom instruktør Giorgio Diritti holder alt ret neutralt og usentimentalt, samt bruger for lang tid i starten og for lidt tid i slutningen. 

Patagonia ****
Stærk debutfilm af Simone Bozzelli, der råt og jordnært skildrer et særligt venskab mellem to fyre, der fra start slår gnister - og ikke kun positivt. Den ganske umodne Yuri fascineres af børnefest-bajadsen Agostino og tager med ham på road trip til et fristed fuld af gøgl, junk og raves. Leonardo Mirabilias kamerastil har en rå poesi og går ofte helt tæt på Yuri og Ago, der muligvis drømmer om det samme, men agerer helt forskelligt. Hvor manipulation, ydmygelse og straf river i hjertet og krymper håbet gang på gang. En autentisk fortælling om ungdom helt uden filter, der mest af alt gør ondt.

Enea ****
Brudstykker af samtaler, relationer og personer - som far siger: "vi får aldrig afsluttet en diskussion!" Pietro Castellittos fortællestil - som instruktør og titelrolle - er udfordrende, men interessant og medrivende. Ikke alt falder på plads i puslespillet, men der underholdes lystigt med små spøjse scenarier - såsom palmetræet der vælter ned i atriummet under meditation, kokken der knepper laksen på familiens sushirestaurant, og forklaringen på hvorfor far har små glasstykker i håret. Enea er toppen af hedonismen i dette familiedrama, hvor middage er næsten ligeså højtflyvende som festerne, hvor rom og coke runger helt ud i universet. Og det er muligvis kun en historie der bliver fortalt helt: Traditionen om at spise ål. 

El paraiso ****
Rørende immigrantdrama med stærkt ødipalt forhold mellem mor og søn, der lever i deres egen lille boble - med dans og narko som fælles gods. I første scene med latinorytmer tror man de er kærester, ligesom man tænker at Julio er den der bestemmer når den lokale narkoboss uddeler opgaver til familien. Men den colombianske moder styrer alt, og da Julio viser interesse for en af de unge narkokurerer Ines, bliver manipulationen endnu mere tydelig. De er fanget i en symbiose, på godt og ondt, og kan måske aldrig slippe fri. Et fint portræt af latino-sammenholdet, og den særlige glæde og varme i latino-musik/dans-miljøet. Tre velfortjente priser på filmfestivalen i Venedig - deriblandt til Margarita Rosa de Francisco (moderen).