Den franske forbindelse

Forbryderisk god stil, har de. Gangsterbossen og politimagistraten, der står i aftensolen på toppen af en klippeformation og småprovokerer hinanden. Når de fælder den anden skal det gå fair til.

Den tilgang synes instruktøren Cédric Jimenez også at have til sine hovedpersoner, som han spejler livligt i hinanden, så de begge ophøjes på hver deres side af loven. Og begge ser afgrundens dyb gennem den andens drivkraft. Det burde være mest interessant at se politimanden Pierre Michels deroute, men den og Jean Dujardin bliver lidt forudsigelig. Så er Gilles Lellouche som gangsteren Gaëtan ’Tany’ Zampa mere besnærende, når han kæmper med at være en god mand og far. Et dilemma, man især føler i filmens slutning, hvor fairness er gået op i pistolrøg.

Jimenez er selv opvokset i Marseille, hvor La French har skabt verdens heroincentrum, der i 60-70erne rammer New York – og blandt andet inspirerer til Oscar-filmen ’The French Connection’. Denne franske side af sagen er naturligvis noget mere indviklet at involvere sig i, især fordi mafiatrådene kan trækkes rigtigt langt i diverse geledder. Også den side, der burde være lovlydig.

Hvor de mange karakter- og handlingstræk gør filmen noget langstrakt, så er den heldigvis æstetisk blændende i alle 135 minutter. Hvor palmerne svajer, narkoen bobler, og discolysene flimrer. Og hvor seje biler og lækre suits blender med tætsiddende polyester, pangfarver og kitschmønstre, særligt i de rige hjem. En cool retrofest helt ned i soundtrackets subtile detaljer.

’Den franske forbindelse’ er en rigtig god historie, og Jimenez’ valg om den personlige vinkel fungerer fint. Men hans optik har fået et blødt filter af researchen med Jacky Imbert, kaldet Vildmanden (Benoit Magimel) og Zampas datter, Céline. Med de briller på, får man nyt syn på hele affæren. Og Jimenez, der først er født i 1976, husker da også mest at både Michel og Zampa var som rockstjerner i hjembyen.