Billy Elliot – The Musical

Det handler om mere end en dreng, der godt kan lide at danse, når Det Ny Teater tager musicalsuccesen ’Billy Elliot’ op. Det handler om at drømme, om at realisere drømme, og det handler ikke mindst om drømme, der bliver knust.

Mit værste mareridt, nemlig at lave en musical over en film, der i den grad har efterladt et indtryk og har været årsag til utrolig mange tårer de sidste 15 år, blev gjort til skamme, da ’Billy Elliot’ røg på plakaten i Londons West End i 2005. ’Billy Elliot – The Musical’ har lige præcis ramt nerven i fortællingen, den skildrer. Billys barnlige drøm i et samfund, hvor drømme sjældent bliver til virkelighed. Men selvom der er et stykke fra West End til Vesterbro, bliver Det Ny Teaters iscenesættelse ikke nogen skuffelse, tværtimod har den så meget energi, at selv de mest skeptiske for et øjeblik forsvinder helt ind i magien.

Og selvom Billy Elliot er et øjebliksbillede, der portrætterer en enlig far og hans to sønner under minearbejdernes strejke i Nordøst-England i 1984-85, så er det en fortælling, der bliver ved med at være interessant. Billy vokser op med en far, der mener at drenge skal bokse, og en storebror, der allerede har fulgt farens fodspor ned i mørket under jorden, for det er den vej det går. Samt en senil bedstemor, der knap nok kan holde styr på sin egen morgenmad.

Men Billy Elliot slår med en slatten arm, og vil hellere danse ballet hos den seksuelt frustrerede danselærer Mrs. Wilkinson, end at slå nogen halvt fordærvet. Byen, hvor Billy vokser op, emmer af tabte drømme, ingen bliver nogensinde til noget, og ingen har mod eller fantasi til at drømme om noget større. Men når Billy danser, så glemmer han, hvem han er, så er han bare. Og det er det mod og den drøm, der gør ’Billy Elliot’ til en klassiker.

Det Ny Teaters Billy Elliot i form af 13-årige Carl-Emil Lohman har en enorm styrke og aggressivitet, når han stepper hidsigt ned af trappen fra sit barndomsværelse, i opgør med den barndom han gerne erstatter med piruetter. Og han kan også synge med den yndigste drengestemme og spille skuespil, det er lidt af en sjælden bedrift af en ung dansk børneskuespiller.

I det hele taget er castet fuldstændig spot on, der er ikke én, der ikke har fortællingen helt inde under huden. Julie Steincke leverer en boogie, som var hun født til at danse. Lana Lind synger om sin afdøde ægtemand, så selv Billy kan forstå, at det er de få magiske øjeblikke, der stadig holder liv i den gamle kone. Kristian Boland er rørende, når det går op for ham, at hans søn faktisk har en mulighed for at opfylde sine drømme, og at det han mangler er sin fars støtte.

Ingen musical uden musik, og selvfølgelig har selveste Sir Elton John skrevet musikken, det fås ikke bedre. Karen Hoffmanns oversættelse lader ingen kiksede rim slæbe efter sig, det er som om, det aldrig har været skrevet på engelsk. Scenografien er bevægende i mere end én forstand, og hele minebyen åbner sig og forsvinder igen, mens minearbejderne syngende forsvinder ned under jorden.

’Billy Elliot - The Musical’ er en holdindsats som lykkes, fordi alle involverede giver alt, hvad de har. Og publikum sidder til sidst og håber, at Billy slipper væk, at han får den chance, for det er i den lille dreng, at håbet lever.