Grease
MUSICAL
12. februar – 15. marts 2014
Tivolis Koncertsal
Foto: Miklos Szabo
”I got chills, they're multiplying…” Scenen er ikonisk, og et af de allerstørste hits i den ungdommelige ende af musicalgenren. Kærlig, kinky kitsch, som man ikke bør lave for meget om på. Den holder med Silas Holst og Anna David – som det afsluttende højdepunkt i en noget ujævn helhed.
’Grease’ er ellers et festfyrværkeri af kække attituder, fjollede teen-drømme og ikke mindst livlige hormoner. Det vi alle oplever i ungdomsårene – tilsat fedt i håret og vat i bh’en, så stemningen løftes til lynende højt gear med plads til duckfaces, oveni de karakteristiske anderumper. Karikeret på den sjove måde, men indimellem desværre også anstrengt.
Det er naturligvis ikke så frækt som i 1971, da ophavsmændene Jim Jacobs og Warren Casey første gang forvandlede de uskyldige pastel-50'ere til uartig pink og rå læder. Humoren er til gengæld blevet mere saftig gennem utallige teaterversioner og den forrygende succesfilm fra 1978. Et herligt blend af cool, corny og kikset gennemstrømmer dette show, og løjerne toppes med grum slang af blandt andre Vicki Berlin.
Liv og lyst dunker temperamentsfuldt i sang, musik og dans. Men der så meget knald på musikken, at man kun sjældent kan høre sangteksterne. Faktisk lyder det ofte som om, de danske oversættelser krøller tungen på sangerne, fordi de ikke har de samme takter som de amerikanske. I forvejen er det totalt underligt, at nogle sange er på dansk og andre i originalversion – og de originale svinger klart bedst. Særligt ’Hopelessly Devoted to You’ er... håbløs.
Anna David har ellers god stemmeføling med Sandy, selvom skuespillet halter lidt. For andre kokser falset-tonerne, den komiske timing eller de kvikke dansetrin. Mest komplet er Silas Holst som Danny, der udover sprudlende dans også topper vokalt i ’Sandy’ og timer stafetten perfekt som sportstosse.
Allan Hyde giver Kenickie mere charme, Vicki Berlin mere fornuft til Frenchy; og i anden akt får Julie Steincke tæmmet overspillet og leverer en interessant fortolkning af Rizzos ’There are worse Things’, der garanteret havde været en showstopper i originalversionen. I stedet går showets stemmepræstation til Line Krogholm i ’Beauty School Drop-Out’, et strålende tvist af musicalens outsider-sang.
Er man først greaser, er man for altid greaser. I betydningen ’Grease’-fan. Og så kan det være svært at se sine yndlingsøjeblikke lavet om – eller helt udeladt. Men så er det alligevel også sjovt at se fornyelserne, der skal gøre en ny generation til fans. For det kan ’Grease’ – især med de forrygende originalnumre.