Sister Act

Nonnerne har indtaget Det Ny Teater og stedet er blevet et kloster. Dog ikke et indelukket kloster, hvor nonnerne lever i askese, men et åbent hus hvor alle er velkomne. Efterårets store opsætning på teatret er musicalen ’Sister Act’ baseret på filmen af samme navn, på dansk ’Halløj i Klosteret’, hvor verdener mødes og sød musik opstår. Til tider så sødt at det bliver kvalmt.

Som barn i halvfemserne var det umuligt at undgå Whoopi Goldberg i nonnekostyme, og det føles som om der ikke gik en weekend uden at man zappede forbi ’Halløj i Klosteret 1 eller 2’ en fredag eller lørdag aften, og ofte blev man hængende. Det var familieunderholdning i børnehøjde, god musik og feel-good med et snært af spænding, som langt de fleste produktioner i Disney-konglomeratets uendelige kartotek.

Filmen fra 1992 havde premiere som teatermusical i 2006, med nyskrevet musik af Alan Menken, komponisten bag musikken i en lang række af Disneys klassiske tegnefilm som ’Den Lille Havfrue’, ’Skønheden og Udyret’ og ’Aladdin’, både live-action versionerne og musical-opsætningerne. Han er mester i det overdådigt velpolerede – og i oversættelsen fra film til musical blev gospel, soul og RnB med dybde og autenticitet, skrottet til fordel for overfladisk glitz og glamour, og diskomusik som gør sig godt på scenen og er nem at klappe i takt til.

Handlingen blev flyttet fra 90ernes San Francisco til 70ernes Philadelphia. Og pludseligt var det ikke tilstrækkeligt at Deloris fandt mening med livet gennem søsterskab og hengivenhed, som nu står i baggrunden for en gennemtvunget og unødvendig kærlighedshistorie mellem protagonisten og politibetjenten Eddie, når historien proppes ned i en normativ eventyrsfortælling og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Julie Steincke har klar hjemmebanefordel i hovedrollen som Deloris Van Cartier, der elsker at bade i scenelyset. Hun er fabulous, baby!, både som diskodiva i pailletter og akavet nonne der ikke helt kan gå i et med mængden som det ellers er meningen hun skal, da hun går i vidnesbeskyttelse, efter at have overværet kæresten Curtis koldblodede mord på en informant i mafia-grupperingen. 

Curtis er en endimensionel skurkekarakter af en gangsterboss, og Al Agamis store charme og nærvær har svært ved at overskygge mens han synger om hvordan han koldblodigt vil ydmyge og dræbe den nu tidligere kvinde i hans liv. Det er et fladt verdensbillede af i går, hvor ondt og godt er meget sort/hvidt, mens hjemløse agerer back-up dansere for politibetjenten Eddie (Henrik Lund) der i en drømmesekvens ønsker at frigøre sig, inden han via sin autoritet kan score sin ungdoms crush Deloris, som endnu en stjerne på hans uniform.

På skurkesiden blødes det hele dog lidt op, via Curtis’ håndlangere, spillet af Morten Adelhardt Kristensen, Max-Emil Nissen og Oliver Poulin, der som en Bee Gees-agtig trio charmerer sig ind på både nonnerne og publikum, med forførende moves og sang i falset. I deres glansnummer ’Du så flot i sort’ bliver det også åbenlyst hvor meget oversætter Kenneth Thordal har hygget sig med teksterne, der er yderst vellykkede.

På nonnesiden er det særligt det glædelige gensyn med Anne Herdorf og Pia Rosenbaum, der varmer, og som i filmen er alle de hæmmede Mary-nonner hysterisk morsomme når de med Deloris’ hjælp bryder ud af deres skal, særligt i en ’Halløj på Badehotellet’-lignende scene, hvor de løber ind og ud ad døre på kryds og tværs for at hjælpe med at fange skurkene i stykkets tungeslasker af et klimaks.

Indpakningen i mødet mellem katolicismen og disko-æstetikken er gjort med finesse, som i et Madonna-sceneshow, hvor scenograf og kostumedesigner Simon Wells har formået at skabe et univers af gotiske hvælvinger, neonlys og diskokugler, der føles tilpas kitsch uden at blive billigt – bortset fra på parykfronten, hvor man kunne have håbet at parykbudgettet havde rakt, nu hvor så stor en del af ensemblet er dækket af nonneslør.

’Sister Act’ byder på både gåsehud, latter, og lysten til at vugge fra side til side i stolen og klappe i takt. Men ved tæppefald føles det overfladisk perfekte lidt som en dosis tomme kalorier fra Disney-fabrikken og som halvhjertet halløj.