Captain Phillips

Filmatiseringen af Maersk Alabama-kapringen er en enestående skildring af et gidseldrama, der sætter nye grænser for realisme.

Når ’Kapringen’ allerede sidste år gav et dansk bud på, hvordan man kan genopføre en gidseltagning med somaliske pirater, frygter man på forhånd en del gentagelser i Hollywoods version. Men hvor ’Kapringen’ er en rendyrket minimalistisk og klaustrofobisk affære, satser ’Captain Phillips’ til gengæld på det storladne og ekstremt tempofyldte.

Instruktør Paul Greengrass har sat sig for at videreføre den hyperrealistiske tendens, der har præget en række nyere militære actionfilm som hans egen ’The Bourne Ultimatum’ og Kathryn Bigelows ’Zero Dark Thirty’. Og det lykkes i kraft af en kompromisløs og rå stil, hvor der aldrig går to sekunder uden at situationen udvikler sig i en ny retning. Maersk Alabama sejler bogstaveligt talt zigzag med 120 knob for at prøve at undslippe piraterne.

Sammen med kameraet bliver vi kastet rundt i joller og kahytter, så man tit ønsker, at man havde købt søsygepiller. Seerens udsyn flyver op og ned i takt med bølgernes skvulpen, hvilket virker som en katalysator for det kaos og den uforudsigelighed, der hersker, når aggressive somaliske pirater har overtaget kommandoen.

Tom Hanks er hele vejen igennem lige så klar i sit skuespil, som de to rynker, der konstant pryder hans bekymrede kaptajnpande. I stedet for sit vanlige joviale udtryk finder han i Phillips en langt mere tilknappet personlighed frem, der giver os en tro på, at virkelighedens Captain Phillips optrådte på nøjagtig samme måde i 2009. I spidsen af piraterne står den fåmælte Muse, der spilles af den fuldstændig uprøvede Barhkad Abdi, og han tilføjer en nødvendig menneskelighed til rollen som den eftertænksomme rovmorder. På den måde kommer vi dybere ind bag facaden af de khat-prægede øjne hos piraterne.

I manuskriptet er der dog kun reserveret cirka fire linjer til kort at begrunde, hvorfor et karrierevalg som pirat kan virke relativt oplagt som somalier. Derfor forbliver ’Captain Phillips’ en forholdsvis endimensionel skildring, hvor man først og fremmest bliver oversvømmet af adrenalinrus. Men Greengrass er bare så forbandet god til at udpensle, hvordan Navy SEAL-snigskytter forbereder sig på dækket af et krigsskib, mens droner og somaliske eder flyver igennem luften. Så hvorfor slække grebet om publikum ved at dvæle ved moralske dilemmaer?

Kun til sidst – i en uhørt stærk afslutning – bliver der givet plads til, at man kan brøle følelserne ud af lungerne. ’Captain Phillips’ formår nemlig på formidabel vis at holde publikum så tæt inde på livet af piraterne og besætningen, at man føler sig taget som gidsel og har svært ved at trække vejret. Man efterlades i en tilstand af chok og traume, hvilket kun er muligt fordi alle detaljer, kameravinkler og skuespilpræstationer er tro mod den desperate virkelighed ud for Somalias kyst.