Bonnie & Clyde

Det var helt sikkert ikke en nem dans at være Bonnie & Clyde – hverken i kærlighedens vold eller i politistyrkens søgelys. Deres alt eller intet-attitude sendte dem i spotlyset og berømmelsen toppede med heftige skudsalver samt ligeså legendariske fotos af dødsscenariet.

Så vild som kærligheden var, ligeså voldelige var ulovlighederne, og det er naturligvis et optimalt afsæt for en dansedramatisering fuld af desperation og dødsdrift. Direkte mod afgrunden i ”en uendelig tur uden ende,” som de beskriver det i nogle af de få velplacerede talebobler, flettet ind i dansemoves, musikalitet og humor. 

Spotlysene gløder, blænder og blitzer i Signe Fabricius’ vitale vision af street dance, swing og jazz mixet med tåspidsdans. Gangstere, der både skyder vildt og fjoller let; politiet, der vender og drejer loven; og titelkaraktererne, der både elsker og slås med hinanden. De higer tydeligt efter vores gunst og bifald, og reality-vinklen snerter nutiden på.
 
Bonnie er stjernen her – i Astrid Elbos vidunderlige udtryk af klassisk kropskontrol og moderne mindset – og selviscenesættelsen er åbenlys fra første recitation af et af de digte hun skrev om Clyde til divaposeringer over Scarlet O’Haras ‘Borte med blæsten’-replikker, særligt ”I will never be hungry again.” Hun styrer Clyde, og Ulrik Birkkjær kører stilen henimod den moderne mand, der lader hende få spotlyset.

Hans dansesolo i det hårdeste fængsel med tæv og voldtægt, er en af showets stærkeste. Til Eminems ’White America,’ om berømmelse og idoldyrkelsen på tværs af race, så man mærker rationalet for deres helteroller i den underverden, hvor folk genkendte vreden mod bankernes profit, lovens uretfærdighed, politivold med mere.

Lydbilledet er ekstremt ekspressivt, men ikke altid velafbalanceret. Det heftige musikmiks – udvalgt af Jeanett Albeck – runger fra Mozart og Verdi, funk og jazz, electronica, hip hop og rap til skrantende stammetrommer og tryllende trompeter. Men mestendels alt for mange brudstykker, der ikke leverer meget følelse. Oveni pumpes lydeffekterne også ekstra op: pengeboksens tik-tik, blitz og tremmer, hjertedunk og støn, samt selvfølgelig de legendariske skudsalver.

Som altid leverer Betty Nansen-teamet toppræstationer, og der er masser af energi og nerve i showet, men det bliver også noget overfladisk og smart. Uden meget anderledes tolkning, trods der er flere versioner at tage af: mediernes, bandemedlemmernes, familiens. 

Den desperate flugt er ganske kreativ og sjov, hvor Barrow-banden præsenteres som halvsmarte slackers i sneakers, rappe kæder og metaltænder. Men det er også en meget lang optakt til den velkendte slutning. Bilkørselsmenageri, druk- og slagballade og uendelige, stagnerende løbetrin trækkes meget langt, og man forventer pludselig mere end den gængse slutsalve.  Specielt fordi der faktisk er optræk til noget rørende, da Clyde slæber, kaster, rusker og holder Bonnie fast i hendes udmattede tilstand, hvor hun samtidig stadig formår at søge publikums gunst.

’Bonnie & Clyde’ er ikke en nem dans, den er mere flot og forrygende end den er indholdsrig. Men som Bonnie forstår og udøver alle iscenesættelsens kunst til perfektion. Myten lever for evigt på vildskab og vold, poesi og poseringer. Og dansen stopper måske aldrig.