María de Buenos Aires

En lille opera, men en stor tangosucces. Klassikeren ’María de Buenos Aires’ fra 1968 – af Astor Piazzolla (musik) og Horacio Ferrer (libretto) – spiller erindringens melankoli smukt ud i tangotrin og -musik, men (opera)passionen når ikke de forhåbningsfulde højder.

Det er skøn tango operita i retro-stil, som Den Jyske Operas nye kunstneriske chef Philipp Kochheim har iscenesat sammen med dirigent og pianist Johanna Motter. Stilen ligger mellem kantate og oratorie, mere end opera, og seksteten rammer både de intense og sårbare kærlighedsnoder. Især i de unikke bandoneón-toner (argentinsk variant af harmonika) mærker man oprindelsen – fremragende spillet af Emir Bosnjak, en af de få her til lands der mestrer bandoneónen.

Forestillingens verbale midtpunkt er Duende (Kurt Ravn), fanget af sin erindring om titelkarakteren, som han aldrig har glemt, og aldrig vil glemme. Hendes ånd og stemme (Yamil Borges) smerter ham igennem flere minder om hendes tragiske skæbne, hvor dans bliver til sex og nød ender i død. 

Men opsætningen forsimpler det mest originale og surrealistiske i Piazzollas tangodrama. Den oprindelige handling er ret religiøst og åndeligt funderet, som en renselseshistorie for luderen, der ophøjes til madonna i en syret genfødsel. I et cirkuslignende set up med sexarbejdere, payadors, marionetter, psykoterapeuter, pastamagere og håndværkere. 

Her er Kurt Ravns karakter et mix af duende (ånd) og payador (poet/sanger, der konkurrerer på vers), der gennem årene har svøbt sig så heftigt i følelserne at han er ved at blive vanvittig. María er en stærk karakter i puertoricanske Yamil Borges’ skikkelse – der har imponeret med hovedrolle i ’A Chorus Line’-filmen og en god del Broadway-musicals som ’Chicago’ og ’West Side Story’ – og hendes stemme er stadig rå og dyb, men har mistet lidt kraft med årene.

Signatursangen ‘Yo soy Maria’ rammer plet, men det meste af librettoen lider under et mere kompliceret spansk, der ikke kan forstås uden gode spanskkundskaber. Så er den tyske dialog mere tilgængelig, men det er en underlig sprogbalance, der heller ikke fungerer optimalt med de danske forklejnede replikker.

Indimellem er der gode, spøjse ideer, såsom kuffertbåden, spolebåndoptagerens båndsalat som de vikler sig ind i og forførelsesdansen på madras. Tangolegen er bare det bedste af showet, og de unge tyske dansere, der legemliggør ungdommens passion, har fin kemi. Nicole Luketic er af og til en anelse kølig, imens Markus Schneider gør fuld charmeforce i både dans, sang og skuespil. 

Det er en spændende ide at Den Jyske Opera udforsker nye spillesteder til denne slags turneforestilling, men Pumpehuset I København er næsten for råt og stort til dette intime drama. Scenens aflange, ophøjede konstruktion skaber en afstand, som kun forstærkes af at hele scenekanten er linet op med gamle kufferter, bøger, radioer, avisstabler, flasker, visne planter og lignende.

Havde man i stedet sat scenen i niveau med publikum – og orkester, som også afskærmes for enden af scenen – havde nærværet og følelserne vokset. Under en solo kommer Borges tæt på publikum med sanselig øjenkontakt og det giver lige et ekstra kick i relationen – for en lille stund.  

’María de Buenos Aires’ er værd hvert et tangostep, men trods skøn musik og gode sangpræstationer udebliver den helt store passion i historien. Mere operastil havde nok heller ikke givet mere passion, og man kan undre sig over Piazzollas genrevalg, når han benævner det tango operita.