Alice i Eventyrland

En overdådighed af fantasi og kreativitet flyder frit gennem britiske Christopher Wheeldons nyopsætning af ’Alice i Eventyrland’. Helt ind i barnesjælen med glæde, nysgerrighed og mod doseret fortrinligt ud over de voksne rækker, så alle bliver fortryllet.

De fleste har spillevende billeder på flere af de spøjse scenarier og karakterer Alice møder, da hun dropper ned i kaninhullet – fra Lewis Carrolls børnebog over Disneys tegnefilmsklassiker til de nyeste Tim Burton-produktioner. Også Wheeldon, men der bliver alligevel tilføjet nye genialiteter her.

Først og fremmest Bob Crowleys fabelagtige scenografi af eksempelvis bølger foran bogstavhav, labyrintiske trimmede træer, enorme korthuse, en broderet husfacade og den vidunderlige Filurkat – i dele styret af dukkeførere. De to mest uforglemmelig scener er i hver sin ende af følelsesregistret. Lystigt hos en steppende Hattemager, der valser med Vårharen og Syvsovermusen mellem det store testel og en kagetrampolin. Det skræmmende snit foregår i det rødglødende køkken med Hertuginden og Kokken, hvis griseri sprutter langt ud over gryder, flækkekniv og kødhakker.

Kostumerne (også af Crowley) knalder ligeledes ud med farver og mønstre af en anden verden, og her tager Hjerter Dronning stikket hjem sammen med sine djævleagtige vogtere i rød lak og plast. Gennemført er også Den Hvide Kanin, strutskørter af spar-ruder-klør-hjerter, samt raffinerede flamingoer og spæde pindsvin, der i øvrigt bruges som henholdsvis køller og kugler i kroket. Detaljerne er simpelthen eminente, helt ned til Kålormens glimmersko.

Aldeles forrygende visuel fortælling, og Joby Talbots partitur sætter yderligere trumf på den eventyrlige atmosfære. Det er fuldstændig fortryllende musik, og Det Kongelige Kapel brillerer med skønne tonenuancer i den udvidede slagtøjssektion og stilskift mellem klassisk, episk og eksotisk.

Der er virkelig lækkerier for både øjne og øre, og det trækker ofte opmærksomheden fra Wheeldons koreografi, som heller ikke har de store betagende øjeblikke man er vant til fra hans side. Pas de deuxen i 2.akt er fin og Hjerter Knægts (Ulrik Birkkjær) mange, elegante løft udgør de største kærlighedserklæringer til Alice (Caroline Baldwin). Skarpest er dog Hjerter Dronning (Astrid Elbo) i ’Tornerose’-parodien, og den vanvittige flirt med øksen i 3. akt.

Der er tre forskellige casts på denne overdådighed, og efter alt for lang tids fravær, faldt valget naturligvis på Alban Lendorfs hold. Desværre var der ikke de store ballettekniske udfordringer til ham her, men det var en stor fornøjelse at se ham trylle på den dramatiske front som Carroll, der forvandles med få pudsige vrik til den nervøse, halvmaniske Hvide Kanin. 

Den sidste akt bliver lidt hektisk, når alle karakterer skal på scenen igen med deres signatur(dans/musik), og en del af fortællingen går tabt i forvirringen, hvor takt og tone ikke holdes helt. Derimod er Wheeldons tillagte rammehistorie fremragende: Carroll til haveparty hos Alices familie, hvorefter de bliver omfortolket til eventyrlandet – den intrigante mor selvfølgelig til den heftige Hjerter Dronning. Og så i øvrigt med en ret fin pointe til slut. 

’Alice i Eventyrland’ er Den Kongelige Ballets største opsætning længe, ligesom det var et stort sats for engelske Royal Ballet (i samarbejde med canadiske National Ballet), der i 2011 skabte deres første nyproduktion i over 20 år. Den fortjener sin succes, og skal nydes som et sprudlende, fortryllende fantasiværk for alle med sans for hyperbarnlig glæde og velvoksen nysgerrighed.