Bollevenner

Den romantiske komedie har stået model til meget. Den har været klæg, grov, følsom, absurd, rodet, sexet. Og i denne selvbevidste udgave er den det på samme tid.

Dylan (Justin Timberlake) og Jamie (Mila Kunis) er to meget moderne unge mennesker med styr på karrieren, men ikke på følelserne. Og slet ikke over for hinanden, men det siger jo næsten sig selv.

Hun er headhunteren, der får den lidt nørdede, men geniale Art Director fra vestkysten på krogen til et job i New York. De bliver venner. De bitcher om umulige forhold, dating, romantiske komedier, manglen på regelmæssig sex og så videre. Andre film ville lade den ene ting tage den anden, indtil de to kyssede og blev forelskede. Ikke her. De to lægger hånden på hendes Bibel-app og sværger, at de kun vil bolle og ellers bare være venner. Yeah right.

Alle der er vokset op med amerikansk tv og film, ved, at der er en formel for dates. Et format, om man vil. Dinner and a movie. Ting man siger og ikke siger til hinanden. Ditto for den kærlighedsfilm, man kan gå ind og se på sin date. Den skal helst have noget for begge to, måske lidt kontroversiel, men endelig ikke for meget. Personerne må gerne være lidt sære, men søde. Ikke kedelige, og ikke for konventionelle.

Det er genrens pligt at være det sikre valg, når et kommende par skal ind og flette fingre i biografens mørke. Og den har det godt, når alternativet ofte er action eller endnu en revamp af en superheltefilm, fordi nogen har fundet et gammel mølædt hæfte i et skab hos Marvel.

Genren, hvor dreng altid møder pige, mister hende og finder hende igen, er ofte blevet erklæret død, genoplivet og presset ned i nye klæder. Og alligevel ligner den som regel sig selv. Når amerikansk film vil kombinere spas med kærlighed, så ender det på den vej, der følger til "I do" – eller til det, der ligner.

Også hér, selvom både vore hovedpersoner på lærredet og folkene bag denne film selvironisk, storbandende og påståeligt erklærer krig mod forløjet romantik, happy endings og Katherine Heigl. Samtidig vil ’Bollevenner’ også gerne være hip og aktuel, og kyler om sig med flash mobs, iPads og en del stikpiller til 'altid på'-generationen, samtidig med at følsomme sidehistorier partout skal med.

Slutningen er givet på forhånd, men rejsen er nu alligevel glimtvis fornøjeligt flabet, lårklaskende sjov, overraskende og finurlig.

Se den med den næste kandidat til det første eller andet seriøse parforhold, eller med en veninde. Har du for længst fundet vedkommende, og kan mærke hverdagen med unger dræne og syvårskrisen kradse bare den mindste smule, så brug den sjældne friaften på Ryan Gosling, enten i ’Crazy, Stupid, Love.’ eller ’Drive’. Eller se denne og smil overbærende af de søde unge af i dag.

PS: Titlen er, naturligvis, en skandale. På niveau med firsernes filmfordanskninger, hvor alle sjove film fik ’Røv’ i titlen. Denne her har fortjent bedre, trods alt.