The Beaver

Måske er det faktisk ikke så tosset at være skør. Måske kan man fikse sit liv ved at fucke det godt og grundigt op.

Walter Black (Mel Gibson) er fanget i sin depression. Egentligt har han alt - et firma og en fin familie - men intet kan få ham ud af sindets sorte kviksand. Han har læst bøger, gået i terapi og poppet piller, men intet virker.

Så da hans kone (Jodie Foster) endelig får nok og smider ham ud for deres to sønners skyld, beslutter han at gå all-in. Først ved at drikke sig fra sans og samling, og derefter prøve at tage sit eget liv.

Det første lykkes. Det sidste, et af de mest ynkelige selvmordsforsøg på film længe, ender med et fjernsyn i hovedet og en bæver på hånden. En cockney-talende plyshånddukke. Bæveren fortæller Walter, at der er en vej videre. Og alt ændrer sig til det tilsyneladende bedre. Men kan mand og dukke skilles ad?

Der er få skuespillere, der som Mel Gibson kan spille figurer, der vakler på kanten af et faretruende sammenbrud. Riggs i ’Dødbringende Våben’, for eksempel – i øvrigt refereret smukt til hér. Og få skuespillere har haft så offentlige sammenbrud som han, både med karrieren og på det menneskelige plan.

Mel Gibson er en dybt troende katolik med et anstrengt forhold til protestanter, jøder og kvinder. Det har ikke altid været offentligt kendt. Efter årtiers succes brød han igennem som instruktør, og smed alt væk i en kæmpebrandert, hvor han svinede alt til. Han forsøgte sig med rehab og undskyldninger, men glansen var gået af ham.

Som Walter Black nærmer Gibson sig ydmygt det, han er bedst til. Skuespillet. Den gode komiske timing. Intensiteten. Godt bakket op af mandens fysik. Den rustne stemme, tungheden bag de grønne øjne i det furede fjæs. Alt andet end firsernes sexede og let maniske Mel. Men stadig umiskendeligt Gibson.

Filmhåndværket i ’The Beaver’ er upåklageligt. Vægten er på historien og figurerne. Som en mester føjer Foster filmens dele smukt sammen, men lader knasterne stå, fordi det uperfekte giver karakter. De mindre figurer lever og ånder, takket være et stærkt manuskript og gode præstationer fra Jennifer Lawrence, Anton Yelchin og altid fine Cherry Jones.

Det er godt set af Foster, at hendes ven siden ’Maverick’ ville være perfekt i rollen, der på papiret lyder vanvittig. En mand, der vender tilbage til livet med en hånddukke på armen. Et modigt valg af Gibson, der enten lægger filmkarrieren endeligt i graven, eller giver sig selv det comeback, som talentet på den ene side har fortjent, men som manden selv ikke nødvendigvis fortjener. For tør vi tro på, at han er en ændret mand? Og gør det noget, hvis han ikke er?

Mel Gibson spiller for sit liv. Men kan han slippe den del af sig selv, der gerne vil fucke det op? Tiden vil vise, om det er ham eller Hollywood, der er hånddukken.