Joy

Det begynder med en særlig kraft. Som i eventyr, hvor man ikke behøver en prins. Over soap operaen, der får motivationen på gled. Og udvikler sig med et tv-shop-scenarie, der mopper til mirakler.

Med ærkefeminine værdier går David O. Russell til den amerikanske succeshistorie i ’Joy’, der er inspireret af stærke kvinder, og i særdeleshed den amerikansk-italienske entreprenør Joy Mangano, der i start-90erne opfandt Miracle Mop, og siden har patenteret over 100 andre ideer, egne som andres. Velourbøjle, fnugrulle og mini-steamer eksempelvis. Lavpraktisk for nogen, dagligdags luksus for andre.

Det er denne balancegang, filmen også sysler med: Hverdagsdramaet, der tilsættes små mirakler i form af drømme, divanykker og romantik. Som altid i Russells film myldrer det med spøjse karakterer, hvis velturnerede farcefaktorer samler sig i det uforlignelige lune af selvrealisering og selvironi, Russell er så eminent til.

Joy (Jennifer Lawrence) er mildest talt udfordret på hjemmefronten. Det glade familievanvid topper, da faren (Robert de Niro) flytter ind i kælderen, hvor eksmanden (Édgar Ramirez) også residerer, med mikrofon og hoftesving som en venezuelansk wannabe-Tom Jones. I de højere luftlag putter moren (Virginia Madsen) sig i sengen med tv-soaps, imens søsteren (Elizabeth Röhm) mukker over alt. Mormor Mimi (Diane Ladd) synes at være den eneste fornuftige til at hjælpe med husholdningen, der også består af tre børn.

Det er tumultarisk, og det smitter af på fortælleformen, der – med voiceover af Mimi – kaster sig rundt i Joys livsforløb, for at skabe billedet af en viljestærk iværksætterkvinde. Med masser af mod og overtalelsestalent, og med fantasien som base. Den skæve humor sprudler detaljeret i første del af filmen, men kæmper lidt med at holde stilen mod slutningen, der føles forhastet og overfladisk. Ideen er ellers god, inspireret af velkendte italiener-genrer og motiveret af en anden powerkvinde (Isabella Rossellini).

Filmens følelsesmæssige distance tager noget af dramaet i Joys kamp for at blive anerkendt forretningskvinde, men det føles faktisk forfriskende at Russell tør sammenligne historien og karakterne så meget med den karikerede soap opera. Castingen er særdeles skøn, og deler sig typemæssigt i tv-soap og guldalder-Hollywood, imens Joy selv udlever myten om den moderne kvinde.

’Joy’ dyrker de ærkeamerikanske fænomener, som enten får et ironisk twist eller et nostalgisk boost, og selvom realismen og konteksten indimellem halter, er filmen en livsbekræftende fornøjelse i kraft af sine fantasifulde, overdramatiserede og lykkelige strømninger.