Bunbury/The Importance of Being Earnest

Bunbury og Ernest - de er dobbeltlivet, som alle har brug for. Sandheder og løgne, alt og intet, virkelighed og fantasi, banalt og exceptionelt.. samt brød med smør og agurkeskiver.

Det er selvfølgelig yderst festligt i Oscar Wildes sidste skuespil, der introduceres af bi-karakteren Lane (Lasse Steen), der er både showmaster, butler og musiker. Med blandt andet "Life imitates art more than art imitates life" og "en triviel komedie for seriøse folk" - som straks leder tankerne på Wildes egne ord om at tilgå det trivielle seriøst, og det seriøse trivielt.

Det tvetydige fortsætter med store armbevægelser og flamboyante looks, da de syv hovedkarakterer skridter over den trekantede catwalk og præsenterer sig selv med korte statements. Det er et kvikt og kækt gender bender show, fuld af selviscenesættelse, der udvikler sig endnu mere ekvilibristisk i de evigt komiske forviklinger og forbytninger, der følger.

Den tyske instruktør Bastian Kraft har før peppet klassikere op med queer-strejf, og ’Bunbury’ passer perfekt dertil. Her er både drag, pinup og præstekrave når mænd spiller kvinderoller og omvendt. Jelena Miletics kostumer har spøjse snit men pomp og pang, især i neonfarverne, der strutter med tyl og satin. Men selv i de lettere burleske elementer fremstår de mest søde og fjollede, så man skal virkelig kigge i detaljer for at finde noget frækt.

Oscar Wildes tekst var engang småprovokerende i sin spiddende satire over det bedre borgerskabs normer for kurmageri og kærlighed, status og penge. Nu nærmer nogle scenarier sig parodi, særligt når humoren går i overdrev. Derfor er det moderne tiltag om køn og identitet interessant - samt ideen om at man kan være mere sig selv hvis man har maske og/eller kostume på - og det gør persongalleriet endnu mere sprudlende og skuespilpræstationerne helt forrygende. 

Jens Jørn Spottag fører an som matriarken Lady Bracknell, der holder sin mand i køkkenet og datteren Gwendolin i stram snor. Med samme hårstil (inspireret af Cruella DeVil?) og en vis lighed i (maskulin) enerådighed har Emil Blak Olsen nogle af de skønneste øjeblikke når Gwendolin helt naivt og befippet erklærer at hendes skæbne er at elske en Ernest. Og mod mors vilje er hun tjept forlovet med ham. 

Desværre er hun ikke den eneste, og da hun står ansigt til ansigt med den yndige Cecily (Karla Rosendahl), der også altid har ønsket sig en Ernest, så går det hele snart bersærk. For både Jack (Mikkel Becker Hilgart) og Algernon (Ena Spottag) vil være Ernest - for hver deres udkårne - og de har faktisk begge bunburyeret, i et mix af løgne og sandheder, alt og intet med mere.

Pastor Chasuble (en fuldstændig vidunderlig Mette Horn) vil gerne døbe dem, men allerhest vil han rende i skørterne på Miss Prism (Rasmus Botoft). De er muligvis de mest køns- og identitetsforvirrede men kærligheden er stærkest der - og det er også her den største hemmelighed løser Ernest-problemerne, helt uden Bunbury.

Det er på alle måder en indviklet og forvirrende kærlighedshistorie, der fryder med Wildes boblende dialog. Hvor man bombarderes med labre løgne og saftige sandheder, som kække modsigelser og smarte oneliners - uden nogen lægger skjul på det. Faktisk promoverer de det gerne - som på en catwalk eller med (dag)bøger til offentliggørelse.

Det tjeppe tempo og overload spejler nutidens informationsflow og selviscenesættelse, ikke mindst online, og følelsen af SoMe understreges af videodesignet, der er forestillingens primære scenografi. De barnlige tegninger og animationer der plaskes på den ellers hvide bagvæg - med knips og cues fra karaktererne - mangler bare et par emojis til at bekræfte opmærksomhedsbegæret. 

I længden bliver skærmdesignet for banalt og kedeligt, og man kunne ønske sig lidt ekstra musikalske tolkninger af Lane (og Cecily). Både The Doors’ ’People Are Strange’ og Elton Johns ’I’m Still Standing’ er snurrige valg, og de bløder satiren lidt op og bryder med den vilde talestrøm, der indimellem bliver lidt anstrengt og skrap.

Og når hele balladen slutter med Bond-sangen ’You Only Live Twice’ understøttes temaet om dobbeltlivet, de gode spejlinger i identitet og drømmene vi har brug for at udleve. For løgne kan ende med at blive sandheder. ’Bunbury’ har de vidunderligste budskaber om at lege med sine karaktertræk og -udtryk - og ikke altid tage sig selv for alvorligt. Som Wilde udtrykker det: “The truth is rarely pure and never simple.”