We Will Rock You

Hvor er den spade begravet? Hvem er the dreamer? Og hvad betyder det videobånd? Er Britney død? Hvad er Ga Ga? Og hvorfor er alt pink? Is this the real life.. is this just fantasy?

Der er alt og intet i de mange spørgsmål, der flimrer og flakser rundt i denne Queen-tribute for fuld spade. Skabt af Brian May og Roger Taylor sammen med Ben Elton i 2002 og siden en af de største West End-musicalsucceser. Først på dansk (Royal) arena for otte år siden, hvor den failede slemt, men nu har Lion Musicals virkelig fået skabt en ny overvældende fed rockfest.

Først og fremmest kæmpe credit til Nikolaj Cederholm, der sammen med Line Knutzon har opdateret den ret spinkle og underlødige fremtidsvision, der allerede er blevet ganske meget nutid. Men Cederholm og Knutzon booster satiren, så det absurde får endnu mere fjollecharme i det syntetiske, ensrettede, cyber-afhængige og fake-styrede samfund hvor alle der går mod (AI)strømmen - dikteret af Killer Queen - bliver pink-ristede. 

Pink er nemlig Benjamin La Cours boble-univers af syngende chatbot-individer snøret i korsetter, samt unisex-hår, -hatte og -hæle, som besatte og styret ensartet rundt af de lysende mobilskærme. Ligeså pink er de store, roterende kassemoduler som der kravles op og ned ad, skilles ad og samles. Indeni rykker det rockseje band, og udenpå rækkevis af dimser der minder om både lysdioder, højtalerbasser og bryster. 

Hos rebellerne er der bohemestemning, afslappet men også med et cirkusstrejf i det farverige tingeltangel og det ekstraordinært sammensatte tøj af kostumier Line Bech. Helt klart overload, men det er særdeles sjovt at dyrke detaljerne i det, og når den største stjerne får sin makeover er kontrasten faktisk allerstørst.

Knutzons livlige sprogleg gakker herligt ud, og her blandes ældre udtryk som båndsalat med moderne begreber som gaslighting, ligesom dansk og engelsk mixes helt naturligt. Eksempelvis "Old rockers never die - de fader bare ud og forsvinder," eller når det er helt logisk at ’Highway to Hell’ er modsat ’Stairway to Heaven’. Måske allersjovest jo mere volapyk det bliver, selvom man genkender sanglinjerne eller -titlerne.

Sangteksterne kommer især fra den unge Galileo, der er temmelig forfjamsket og frustreret over de dumme spørgsmål der popper hans tanker og drømme - fra "Why do Fools Fall in Love?" til "Will the Real Slim Shady please stand up?" Hans notesbog er fyldt med endnu flere musikreferencer og han får vilde trance-åbenbaringer om et begravet instrument.

Heldigvis er der andre som ham, der tror på at rock’n’roll stadig kan genskabes - og de er overbevist om at Galileo er profeten, der bringer musikfrelsen. De er drømmeglade bohemer, der har bygget deres egen lille verden af ’Heartbreak Hotel’ og har navngivet sig med rockstjerne-navne - i fuldstændig køns- og stilforvirring - som Elvis, Rammstein, Cobain, Bowie, Simon & Garfunkel. Med frontmanden Buddy (fra Vejle), blåskægget og iført kaninører(hat), der ihærdigt fremturer og beskytter et vhs-bånd.

Det er et helt forrygende cast, der brillerer med fantastiske stemmer og toptunet energi til de ikoniske Queen-sange. Som Galileo får Thomas Bluhme et blændende gennembrud i sin første musical - den lidt perplekse attitude passer godt til drømmeren, der ikke ved hvad han skal stille op, men bliver full on rockstjerne i alt han synger. Også i duetterne ’Under Pressure’ og ’Who Wants to Live Forever’ med Nanna Rossen, der selv leverer en smooth version af ’Somebody to Love’. 

"Der er kun en stjerne!" Hun siger det med fuldt overlæg, Killer Queen i Lea Thiim Harders pragtudfoldelse af sublim stemmekraft og et frydeligt mix af malice og ironi. Hendes motto er "Love Yourself First" og hun giver ’The Show Must Go On’ en Bond-agtig storhed, ligesom hun skyder skarpt og superfunky til ’Another One Bites the Dust’. 

Det er de unges show, det bekræfter også de nye stortalenter Carl-Christian Riestra som Brit(ney Spears) og Laura Wildt som Oz(zy Osborne), sidstnævnte især i den rørende ’No-One But You’. Og alligevel formår et par musicalveteraner at stjæle scenen indimellem: Nis Pedersen som den lede håndlanger Khashoggi og Jimmy Jørgensen som Buddy, der desværre kun får en enkelt sang ’These are the Days of Our Lives’, meget blød i forhold til at han også har en formidabel kraftstemme. 

Til gengæld leverer Jimmy nogle af de mest spøjse og komiske øjeblikke: Da Buddy helt ud af det pink råber "Hva’ så, Roskilde?" og da han sniksnakker om hvor han har gemt videobåndet (under fangenskab) og hvor det ellers kan puttes ind. Han synes han har prøvet alt, men så er det godt at Galileo har en ide.

Det er så her de vise ord flyder: "Is this the real life.. is this just fantasy?" For her giver det mening - for det er både virkelighed og fantasi - og det er vel den underliggende tese: At fremtiden skal lære at balancere det kunstige og det ægte. Naturligvis med eftertryk på det ægte i helt forrygende rockballade, når det hele slutter med en bragende flot version af det største Queen-hit: ’Bohemian Rhapsody’.