Another Brick in The Wall, Part 5

Pink Floyds ’The Wall’ er et konceptuelt mesterværk, og denne enestående fortolkning - en hybrid mellem musical og teaterkoncert - er også helt forrygende original. Et blændende musikalsk og visuelt show, der skaber uforglemmelige øjeblikke af rockpoesi.

Vi kender alle muren. Den vi bygger - mentalt mere end fysisk - for at beskytte, skærme og afsondre os fra andre mennesker, ting eller oplevelser. Evigt aktuelt, og problemfeltet er kun blevet større med årene, hvor der er kommet mere fokus på og viden om vores sindstilstande. Derfor er det også nærliggende at muren brydes ned flere gange her, for vi er som mennesker rigtig gode til at få paraderne op igen og igen. Livets brikker, de mange forskellige sten i muren.

Der er rewind-replay-repeat over Pinks historie om forældretraumer, skoletyranni, autoritetsoprør, kærlighedskoks samt karriereræs og -rus. ’The Show Must Go On’ når man er rockstjerne, og så kan muren også være at blive proppet med medicin og levere det mest sønderlemmende skrig selvom man er ’Comfortably Numb’. Sangen er ikonisk, ikke mindst den formidable guitarsolo, og scenariet her er ligeså optimalt med syngende sygepersonale i transperante hvide regnfrakker og ensartede stramme masker, der trækker Pink op i rebwires, så han kan performe.

Ligeså ikonisk er beatet på ’Another Brick in the Wall’ og velkendte tekstlinjer som "We don’t need no thought control". Fremført særdeles anti-autoritært og gåsehudsfremkaldende med backing af Københavns Drengekor, og et tema, der selvfølgelig flyder gennem hele forestillingen. 

Albummets (også i filmen fra 1982) krigskritik, der primært buldrede med nazisme og facisme, er pakket i baggunden, så oprøret gøres mindre politisk og mere eksistentielt. Om barndom, opdragelse og samfundsregler, der former os. Først er det de små elever, der har skoleuniformer på - dukker ført rundt af dansere, eller massevis af animerede figurer, der falder i afgrunden. Men senere er de forvoksede uniformer helt hovedløse, og stemmerne runger desperat inde fra solar plexus. I frustration over at børnene vokser op og bliver de tyraner, som de selv frygtede.

Rammen for Pinks traumer er berømmelsen og det vilde performanceliv med tusindvis af fans. For ’The Wall’ er skabt i en periode, hvor bandet, og især Roger Waters, følte sig fremmedgjort fra deres publikum. Siden albumudgivelsen i 1979 er berømmelse og ekshibitionisme gået endnu mere amok, men de indre dæmoner er stadig det primære fokus her i Heinrich Christensens iscenesættelse.

Der veksles kontrolleret mellem de vilde udfoldelser og de mere enkle setups, og det giver kontrasterne i musik og tekst overfor koreografi og scenografi plads til fuld kraft og nerve. Oftest metaforisk, absurd eller abstrakt, men indimellem også ekstremt smukt og rørende. Allermest hvor 12 lysparaplyer skaber en glødende stemning og et (reb)flettet net holder fem dansere fanget i begrænset bevægelse, imens Pink synger om stimulanser og ’Nobody Home’, med en sjælfuld cello i døråbningens spotlys.

Også enkel, og nærmest afpillet, er ’Hey You’, der rør dybt med Jimmy Jørgensens vilde inderlighed - først  med hovedet nedad, fastspændt på en højtflyvende omvendt stol, og så med ryggen mod den mur han selv har bygget op og nu forsøger at forcere i de sønderrivende strofer af ’Is There Anybody Out There?’. Han har den syrede rockattitude, som jeg er vild med, men Johan Olsen (Magtens Korridorer), der har de fleste showdage, kan bestemt også rocke forfaldet og fordærvet. 

Det føles helt aldeles unikt med så stor fordybelse og respekt for musik, tekst og sang, og castet fryder med fremragende sangere i mindre roller - eksempelvis Nana Schwartzlose, Rikke Hvidbjerg og Nis Pedersen - og har dermed også en helt fantastisk korkraft. Ligeledes fuld rockdynamik fra bandet under ledelse af Søren Graversen.

Pink Floyd har altid leveret fantastiske shows med vildt lys- og videodesign, der matchede den overvældende musikoplevelse, og de kæmpede for exceptionelle lokations. Derfor er det fabelagtige Østre Gasværk et perfekt rum for denne fortolkning, hvor det imponerende Theatre Max skaber det meste af scenografien på de rå og rustikke vægge. Det er nyskabende teatermagi, der passer perfekt til denne fortælling, om det er virkelighedens påtrængende ødelæggelsesbilleder, eller de mere syrede hallucinationer.

Kostumedesigner Line Bech har også gang i det legesyge og absurde, som matcher den oftest febrilske koreografi af Sofie Akerø. Alt flot afstemt med Sita Bhuller Ottos aerial design, som unægteligt er showets moderne kant, der både leveres eksplosivt og følsomt, med imponerende flow og akrobatik. Og som indimellem endda nærmer sig intens rockpoesi.

Starten er ekstremt flot og kraftfuld, og som ’The Wall’-fan ved man også hvor det ender, bare endnu mere vanvittigt, og lidt overspillet her. For meget rodet cirkus-ballade til min smag. Men stadig larmende absurd og effektiv rumlen med de sidste brikker, der får muren til at ramle, og efterlader hovedpersonen igen ’Outside the Wall’.

’Another Brick in The Wall, Part 5’ er en milepæl i dansk musical/teaterkoncert, og det føles ekstremt priviligeret at se så original en fortolkning af det mesterlige konceptværk ’The Wall’ på Østre Gasværk. Supersejt gået, at få rettighederne som det første teater i verden til musicalfortolkning.