pixel

Natasja

  • Operaen
  • premiere 13. juli 2023
  • 4.02

Natasja

Fakta

MUSICAL

13.juli - 3.august 2023

Operaen, gæstespil af Lion Musicals & Live Nation

Dope! Aldrig har stemningen været så vild, ung og dope i Operaen på Holmen som til denne musical-hyldest af rap- og reggae-ikonet Natasja. Som selv var stamgæst et par kilometer derfra, i Operaen på Christiania, hvis frisind, tolerance og ægthed hun lovpriste og -sang med et særligt potent talent.

’Natasja’ er en vital hiphop-fest med masser af kvindepower og livsglæde, og netop det ægte og autentiske er en stor del af fortællingen. Fuld af entusiasme og talent går Natasja allerede som teenager på scenen med reggae, rap og hiphop - på Barbue, Ungeren og Staden. Snart møder hun talentspejdere, pladebosser og hitproducere - der her fremstilles ret fjollet, eksempelvis den svenske zen-særling Benny Pop (Caroline Henderson) , som kun kan tænke Ace of Base-pop, så Natasja melder pas og droppes af pladeselskabet. 

Næste passion bliver heste og ridning, og efter en ulykke er tæt på at invalidere hende, tager hun til Sudan for at besøge sin far og hans nye familie. Han forsøger at få hende gift, men i stedet hopper hun på mandens hest og vinder en derbytitel som den første kvindelige jockey. Iøvrigt med de tre gule prikker (på jakken), der symboliserer Christiania.

Den store drøm om Jamaica opfyldes også, og hun vinder både konkurrence og respekt hos de mandlige rappere der, inden hun dør i en bilulykke på vej til Danmark. Dybt tragisk, men her oversentimentaliseret med en kort sørgesang fra Natasjas mor (Trine Appel) og meget hurtigt videre til et brag af en afslutning med tre af de største hits ’Calabria’, ’Op med ho’det’ og ’Gi’ mig Danmark tilbage’.

Showet er forrygende, men også så insisterende festligt og sjovt at det i længden bliver for påtaget og overfladisk. Man mærker musikken, og de rappe rytmer får ekstra kick af de fire herredansere i Toniah Pedersens fede koreografi. De skarpe tekster som Natasja excellerede i, og indimellem provokerede med, kunne have fået mere credit, men i stedet trækkes man med nye, småkiksede rim og remser af Clemens (Le Telling), der også står for ide, manuskript og co-production. Bare for fjollet indimellem.

Alligevel er en af de fedeste scener den vidunderligt syrede scene med hele hospitalsstuen - på Riget - fuld af dope, blim-blim og orakler. Som overlægen aka Pharfar (Natasjas ven, kollega og producer) fører an i fuld damp med Bikstok Røgsystem-hittet ’Cigar’. Frækt og forrygende. Og man synes der dufter lidt af fjolletobak - så høj er livslysten.

Der flyder skøn girlpower med de tre performere i Natasja-rollen: Roberta Hilarius Reichhardt, Feven Geles, Cisilia Ismailova. De to sidstnævnte er (som etablerede sangerinder) stærkest på sang, og Roberta leverer de mere sårbare skuespiløjeblikke. Alle er fremragende - i solo og i samspil -  og afspejler via typer og etnicitet også den mangfoldighed Natasja stod for og omgav sig med. 

For som hun synger "jeg ved at hele verden er mit hjem...", ligesom mere samfundspolitiske agendaer skildrede hendes multikulturelle og indimellem splittede fundament, "I Sudan er jeg en blegfis, og i Danmark det sorte får." Altid med vilje, mod og overskud - som når hun mixede det jamaicanske patois med citater fra eksempelvis Højskolesangbogen og Gasolin. 

Hendes rap, rim og remser er skarpe, ofte frække, og hendes diktion ligeså. Her bliver det lidt pænere fremført, selvom det kække rykker i ’Fi er min’ ("og du får den ikk’"), hvor der også flirtes lækkert med danserne, så man drømmer om at de havde lavet et fedt mix med den frække scorerap ’Gør Det’.

Men festen holder max, og er den primære motivation på begge sider af scenekanten. I Nikolaj Cederholms regi og Benjamin La Cours scenografi nærmer denne musical sig teaterkoncert, og koncertfølelsen rammer især til sidst da publikum står op og danser med på de store hits. Ganske euforiserende - stemningen er ihvertfald dope!

Mest læste

seneste
scene

Blodbryllup
5.04

Det Kongelige Teater
Figaros Bryllup
4.02

Operaen
Hvem er bange for Virginia Woolf?
5.04

Teatret ved Sorte Hest
Sort Samvittighed #4
5.04

Betty Nansen Teatret
Gilgamesh
4.02

Sort/Hvid

seneste
film

Lykketræf
4.02

Woody Allen
The Room Next Door
4.02

Pedro Almodóvar
The Substance
5.04

Coralie Fargeat
The Apprentice
3

Ali Abbasi
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling