pixel

Sort Samvittighed #4

  • Betty Nansen Teatret
  • premiere 28. september 2024
  • 5.04

Sort Samvittighed #4

Fakta

MUSIKALSK DRAMA

28.september - 16.november 2024

Betty Nansen Teatret

De opdagelsesrejsende er på forrygende trip igen - for at opsøge, afdække og udfordre fællesskabet. Og når man er Sort Samvittighed, så rykker det naturligvis for fuld skrue med skør satire og musikalsk drama - drysset med en unik detaljerigdom og en ret rørende slutning.

Det er lige på med de velkendte store glimtende øjenvippere og fed sort eyeliner ned af kinderne: ’Parat! Start! Skrid!’ lyder introen om at lade naturen vise vejen. Og så går de ind og ud af 8-9 forskellige scenarier, hvor de indimellem mister sig selv og må kæmpe med at finde ud af hvilken plads i fællesskabet de egentlig har, eller har lyst til at have. Og hvordan man i det hele taget eksisterer sammen med hinanden. 

Helt oplagt starter det i husmorhelvedet - helt retro for at sætte i satirisk perspektiv med nutidens trends - hvor de pinkfarvede gummihandsker tager magten og skaber lidt horror-stemning. De knoklende husmødre bliver som besatte og speedsnakker om alt fra møblernes plads til optimal madlavning. Et af guldkornene er "Det smarte ved pasta er at det ikke skal skrælles først."

Helt klassisk for det Sort Samvittighed brillerer i: Det velkendte smovset ind i absurde og satiriske vinkler, krydret med spøjse overraskelser. Kreative tableauer med skøre påhit og sprudlende detaljer - i karakterer, tekst og musik. Og helt essentielt har de hjertet med, ærligt og kærligt når de puffer normaliteten ud i absurditeter.

Som i den hylesjove sekvens hvor det lyserøde hår popper om kap med de lyseblå silkegevanter, imens de seks pyntekvinder tripper over at de er blevet "meget mere mig, dig, os... nu." Og så sker der noget uforklarligt med nogle røde næser, lange fingre og vanvittige volapykremser, hvor det er særdeles svært at stoppe grineflippet. 

Pointen om at gøre det samme som de andre, samt ægte og ærlig lyst ruller også genialt og sjovt - men mere stille og underspillet - i den pragtfulde scene med spilledåserne. Uden at afsløre for meget er her skæg, sex og syngende sydende fryd. En af showets bedste sange (baseret på Pia Tafdrups digt ’Brændpunkt’), der begynder begærligt med "Ja, vi skal være grådige endnu engang" og ender inderligt i "Mens vi skælvende og langsomt brænder op dybt indefra."

Mere kropsligt folder sig ud i den genkendelige gymnastiksal med bom, ribbe, ringe og trampolin - og her ligger overraskelsen både i deres kostumeskift og den sport de rent faktisk dyrker. Der leges med accept og udskamning, samt med intimrum og grænser. Endnu mere udtalt i boligscenariet hvor de alle har deres ideer om hvordan et paphus skal samles - og der overskrides grænser så én må sætte sig for at meditere heftigt og en anden må endnu mere vredt oplyse at man ikke skal banke på døren hos hende. 

Selvom de er stylet helt ens og dyrker lighederne, så har de hver deres fremragende talenter: Skuespillerne Signe Egholm Olsen, Rikke Bilde, Tilde Maja Fredriksen, Kitt Maiken Mortensen, Leila Vestgaard og Jeanett Albeck, der også har komponeret skøn musik og en del tekster (mixet af forfattere som Tove Ditlevsen, Ursula Andkjær Olsen, Inger Christensen, Asta Olivia Nordenhof). Elisa Kragerup som suveræn instruktør i Signe Fabricius’ legende koreografi og Ida Marie Ellekildes snurrige scenografi og farverige kostumer.

Der er så uendeligt mange uforlignelige og fænomenale detaljer i deres shows og man er altid blæst bagover af de helt igennem vidunderlige performances i dette kunstnerkollektiv. Fællesskabet der er ihvertfald helt i top, og efter 17 års sammenhold er de stadig helt unikke i dansk teater. Fra start har mantraet været "hellere alt for meget end lidt for lidt", og det gør de bedst af alle, helt eminent til grænsen og måske lidt over. Derfor er det også aldeles troværdigt, når mere alvor smeltes sammen med hjertevarmen i den sidste smuksang - sammen med publikum - "Det vigtigste vi har hver især er og bliver hinanden."

Mest læste

seneste
scene

Gilgamesh
4.02

Sort/Hvid
Wicked
5.04

Fredericia Musicalteater
Gregory Porter
5.04

Tivolis Koncertsal

seneste
film

La Chimera
4.02

Alice Rohrwacher
Joker Folie À Deux
2.04

Todd Phillips
Lee
3

Ellen Kuras
Føreren og Forføreren
5.04

Joachim A. Lang
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling