Dagen før

Amagerhylden er det første, man ser. Men man ved godt, at man ikke skal forvente nipsede rammer og pæne hyldeplaceringer. For det er Elisa Kragerup, der har fået lov at ruske op i Kim Larsens sangskat – og det bliver en uforudsigelig rejse med gammelt gods i barnlige klæder.

En af de største ørehængere ’Joanna’ starter rejsen mod drømmelandet, hvor man må spire, jage og larme. Det gør de fem sangere/skuespillere så iklædt en hvid heldragt, der unægtelig ligner den, man kravler og sparker i. Med kyse, ja! Det er mest barnligt, men indimellem også rørende, når de boltrer sig på livets legeplads gennem flere aldre og forfatninger – indtil de ender som ’Forklædt som voksen’.

Kragerup efterstræber samme absurd-løjerlige og forundrende form som i sin Reumert-belønnede Anne Linnet-teaterkoncert 'Hvid magi', men ’Dagen før’ rummer ikke samme iderighed og originalitet. Heldigvis løftes niveauet af sangere, musikere og Jeanett Albecks kraftfulde musikarrangementer (der også styrede max i ’Hvid magi’).

Det meste af showet har de fem musikere plads i den store Amagerhylde, som sangerne også lejlighedsvis kravler ind og ud af. Imens kører et elektrisk tog rundt langs scenekanten – og bunkevis af gamle kufferter dumper ned ovenfra. De er hovedelementet i den enkle scenografi og ditto symbolik: Bagagen, som vi slæber gennem livet og som præger vores væren.

De stables, skubbes, væltes, pakkes, slæbes og andet hyr, der i flere numre skaber skøn stemning og intensitet. Når Kitt Maiken Mortensen synger ’Papirsklip’ indefra en kuffert, og Carsten Svendsen går linegang på kufferter – i øvrigt til trommemarch – hen til madonnaen i ’Dagen før’. Og mest af alt da Jimmy Jørgensen og hans sublime powerstemme når i top med ’Masser af Succes’.

Det barnlige tema skaber både naivitet og inderlighed, hvilket matcher Larsens lune og melankoli. Især den hudløse tolkning af manges favorithymne ’Kvinde min’ er et pragteksempel herpå – med Rikke Bildes først skrøbelige, så råstærke stemme. Tilsat løgpilleri og falske tårer – genialt og provokerende.

Nogle fjollerier er mere oplagte end andre. Mænd i høje hæle er bare højkomisk – og særligt i en akustisk guitarversion af ’Pianomand’. Alligevel er det Kristoffer Fabricius’ pubertære kærlighedserklæring til ’Rita’, der giver flest grineflip hos publikum. Det er så herligt forvrænget og legesygt, at man nemmere kan bære over med at legen indimellem bliver for klovneagtig.

For inkarnerede fans af nationalskjalden bliver nogle fritolkninger måske for ekstreme, for en ting er sikkert: Forestillingen er nærmest blottet for nostalgi. Temaet om livets bagage mærkes kun helt ind i hjertet få gange, og helhedsbilledet bliver for simpelt og ensformigt. Desværre et skridt tilbage for Larsen, efter de fabelagtige ’Gasolin’-teaterkoncerter fra 1994 og 2006.