Er der nogen?

Galskab, længsel og ensomhed. ’Er der nogen?’ er en sjov og rørende undersøgelse af menneskets søgen efter kærlighed og fællesskab.

Ensemble Ensemble har sammensat en intim musikalsk forestilling baseret på et udvalg af kontaktannoncer ud fra en idé af Leila Vestgaard. Vestgaard begyndte som helt ung at samle på kontaktannoncer, som hun klippede ud af aviserne, og de knap 150 små annoncer, som hun fik samlet i årenes løb, er nu blevet til en forestilling, skabt i samarbejde med flere af Vestgaards kolleger fra kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, der tidligere har stået bag populære forestillinger som ’Hvid Magi’ og ’Tove! Tove! Tove!’.

Ideen er god, for der er et helt utroligt dramatisk stof i de nu gammeldags kontaktannoncer. Det er små finurlige, rørende, (ofte ufrivilligt) morsomme og til tider ret bizarre tekster, som musiker Jeanett Albeck har sat til musik, og uddrag af annoncerne fremføres på Får302s miniaturescene af Albeck i skøn samklang med Rikke Bilde og Kristoffer Fabricius.

Forestillingen er kendetegnet ved sine iørefaldende musiknumre, fremført på alskens traditionelle og utraditionelle instrumenter, og performernes næsten fandenivoldske indføling i de små historier, de præsenterer og portrætterer. Det bliver aldrig kedeligt, når elastikker, kål og nylonstrømper bliver fantasifulde rekvisitter, og der er aldrig langt til latter i de smukt timede fremførelser af bizarre historier: Kvinden, som søger en afholdsmand, der kan lide at lave mad til hende og hverken har børn, ekskone eller husdyr, til platonisk venskab i et halvt år. Manden, der vred brokker sig over, at han ikke kan finde en kæreste fordi han ”er lidt stor”.  Eller kvinden, der reklamerer med sine ”big titties”? Eller den affældige 80-årige, der selvsikkert søger en kvinde mellem 25 og 70 år.

Under al galskaben lurer dog ægte følelser. Der går en understrøm af ensomhed og kærlighedslængsel gennem alle teksterne, selv de fortællinger, de fleste af os umiddelbart griner af på grund af deres overdrevne og urealistiske krav. Forestillingen holder en fin balance mellem det skøre og det rørende, og hele vejen igennem fornemmer man en stærk identifikation med og forståelse for personerne bag kontaktannoncerne. 

Som Vestgaard erkender, er følelserne jo stadig derude, selvom kontaktannoncen stort set er uddød. De til tider meget rå følelser virker på en sær måde mere ægte og sympatiske end nutidens tindrende onlineversioner, hvor fokus mere er på den glatte, glitrende overflade. Menneskene bag kontaktannoncer afslører sig selv, både frivilligt og ufrivilligt, med deres fejl og mangler, og det giver forestillingen et varmt, bankende hjerte. 

Kunne man forestille sig at blive lige så rørt over en forestilling om Tinder-profiler? Det svar får vi måske om 10-20 år, men indtil da er ’Er der nogen?’ en varm, sjov og særdeles vedkommende hyldest til en fortidig kontaktform og de alt for nutidige følelser, der ligger bag.