Tove! Tove! Tove!

De skønne, de skæve, de sælsomme, de skarpe og de sørgelige. De er der alle sammen, inkarnationerne af Tove Ditlevsen, i Sort Samvittigheds fem skikkelser. Så intimt og så stort. For hun var alt det – som hun selv udtrykte det: Et både-og menneske, der ville det hele på én gang.

Den ærlighed og hudløshed, som hun brillerede med – og som samfundet dengang ikke oprigtigt værdsatte – synes perfekt til Elisa Kragerup og hendes kvintet. Med musikalsk vid og kropsligt bid fletter de citater, så værker og virkelighed smelter sammen i en medrivende tour de force af scenarier i begge ender af lyrikskalaen: Hyle-sjove som sart-sørgmodige.

Meget billedligt er de alle sminket med glimtende, røde eyelinere og fede, blå tårer ned ad kinden. For meget gjorde ondt i Ditlevsens liv, og hun skrev bedst på lidelse, så der er masser at tage af, når det skal formidles. Om moderbindinger og -skuffelser, skilsmisser, selvmord, stof- og alkoholmisbrug, så det revser enhver menneskesjæl. Som når barndomstraumer – hendes egne og hendes børns – udtrykkes gennem babymasker med syrede voksentræk, og man fornemmer Ditlevsens evige konflikt mellem det barnlige og det voksne sind. Det er ikke kun sørgeligt, men også vildt og løjerligt.

Ægteskaberne og skilsmisserne, fire i alt, nagles fast med den karakteristiske, suveræne Sort Samvittighed-humor. Bruden hamres fast på væggen, i fangenskab, hvor ikke engang fuglene i hendes hår kan slippe væk. Som de synger om skilsmisserne: ”Friheden kommer med næste tog.” Bodeling er også barndeling – med hidsig trompet og skældsord for hver legemsdel de vil have.

Den småborgerlige facade visner med de tunge, grønne gardiner, fuser ud med de blege balloner, og presses helt i gulvet af PH-lamperne. Alt imens skrivemaskinen bimler løs, indimellem som en hel trommetakt, der illustrerer den altdominerende lidenskab ved at skrive. Hun var – som ofte udtalt og nedskrevet – kun lykkelig når hun skrev.

Den største latterbombe er, når sprutten – som hun blandt andet beskrev som ”mere hvidvin i mine årer end blod” – taler. I live kulturprogram plaprende om fladlus, søvndrukne svar på læserbrevkasse og overbærende bræk-bræk over middelmådighedens ret og vrang.

Det kan virke provokerende på nogen, men Kragerup og Tove’rne har hjertet med, og viser underfundigt og kærligt digtersjælen, som utallige øjne og ører har nydt og tolket den, på godt og ondt. ’Tove! Tove! Tove!’ er så kompromisløs som Tove selv, fra den pulserende intro af pigedrømme til den inderlige afsked med nøgent piano og hviskende stemmer: ”Tag mit hjerte. Tag det varsomt”.

Livs- og litteraturkraften strutter ud af de fem Tove-kloner Signe Egholm Olsen, Tilde Maja Fredriksen, Rikke Bilde, Leila Vestgaard og Jeanett Albeck, og Elisa Kragerup beviser igen-igen, at hun kan skabe originalt intimteater, der er større end de fleste af de største teaterproduktioner. For ’Tove! Tove! Tove!’ er det hele på en gang, både-og, mere end alt. Bare vidunderligt!