I et forhold med Sort Samvittighed

”Vi vil gerne være et mønster…” Sådan er det med kærlighedens forhold, og i jagten på lykken og rusen roder man sig ud i utallige mønstre, ens som uens. Det gør det forrygende kunstnerkollektiv Sort Samvittighed også, når de – som vanligt – spiller på de sære, sjove og superlative tangenter af udtryk. 

Tidligere har de suverænt hyldet og fortolket to stærke kvindeskikkelser – Anne Linnet i ’Hvid magi’ og Tove Ditlevsen i ’Tove! Tove! Tove!’ – men nu får endnu flere kvindelige forfattere og lyrikere teksttid under temaet parforhold. Alt mellem himmel og jord, der skildrer tosomhed og deslige, får kærlige hug, suk og muk af de exceptionelle medsøstre, der også denne gang har tykke streger af sort løbende ned af kinderne.

Absolut unikt er Sort Samvittigheds stilmæssige udtryk, der med musikalsk og humoristisk nerve som de stærkeste midler trækker normalitet til absurditet og tilbage igen. De trives på modsætninger og alternativer, som får herligt spark i både ageret, reciteret og musikalsk arrangement. 

Et tilbagevendende greb er gentagelser, af ord, følelser, bevægelser, hvis pointer kan være at fremhæve, nedbryde og/eller sidestille. Lidt som i Ursula Andkjær Olsens ’Mønster’, der også bryder den vante lyriklæsning og dermed meningen i ”Vi vil gerne gøre det samme i den samme situation hver gang.”

Gentagelserne synes endog mere relevante i denne ballade af kærlighedsudtryk, for dette er følelseslandet, hvor man jævnligt reagerer og handler efter samme mønstre. Men alligevel føles det lidt slidt og udstrakt til grænsen her, eksempelvis når en vidunderligt leveret replik: ”Du har talt længe nu, hvil din tunge lidt i mit skød” (af Louise Breyen) skal overfikseres i baggrundsråb. 

Derimod fungerer det helt optimalt i scenen med kvinden (Kitt Maiken Mortensen), der er forelsket som en sprællemand af koketteri (af Agnes Henningsen), imens hendes veninder er kvalmende tæt på at stikke hele hånden ned i halsen i aversion. Og når den skattede sukkerskål er blevet knust af en elskerinde (af Pia Tafdrup), samt i mordfortællingen (af Lone Hørslev) tilsat Jeanett Albecks seje guitarriff.

Fabelagtigt forrygende er også de skæve ordvekslinger skabt over de evindelige ordkløverier, der kan findes i de fleste forhold. Som i Ursula Andkjær Olsens ’Credo’: ”Jeg tror hvad du siger, selvom du ikke siger det” – et klassisk eksempel på kvindens (Rikke Bilde) ustoppelige taltestrøm illustreret scenografisk som at kvinder taler til alt, der bevæger sig (modsat: mænd knalder alt, der bevæger sig). 

Disse små spidsfindigheder har Sort Samvittighed altid excelleret i, men hvor ’Hvid magi’ og ’Tove! Tove! Tove!’ havde mere sammenhængende og fuldendte historier i sig, bliver det omfattende materiale her en hæmsko for dybere refleksion. De fleste tekster brydes op i småstumper, mikses med andre, eller enkelte sætninger bliver til en slags mantra for den lykkelige kærlighed. Som Suzanne Brøggers ’Ægte intimitet’, Pia Tafdrups ’Jeg har gjort mit hjerte stort’ og Inger Christensens ’Kærligheden findes.’

En af de tekster, der holdes i oprindelig form, uden afbrydelser og gentagelser, er Naja Marie Aidts vidunderlige ’Stjernehimmel’, som Signe Egholm Olsen reciterer helt eminent. Man fordyber sig virkelig i ordene og forventer at noget vil bryde dette kærlighedspars fantastiske rus, men Signe stopper fortællingen ved det lykkelige og mirakuløse. Og det er jo ikke denne teksts budskab, for senere kommer rent faktisk den revne man fornemmer i første halvdel. 

Lige derefter de mildest talt besynderlige røde garn-pelsede stritkostumer a la Animal fra ’Muppet Show’, der pludselig popper op af en kasse og rocker ”tak for besøget.” Skudt helt forbi af Ida Marie Ellekilde, der ellers rammer plet med resten af de cabaret-inspirerede kostumer med hjerterne udenpå, fjer i næsen og muligvis horn gemt i hårpragten. Samt scenografien af primært bomuldsblomster: Så bløde og fluffy som vat, men også med torne, der kradser dem, river i deres tylskørter og fanger dem fast.

Det er kærlighedens billeder i flintrende skønt formsprog, og underholdningsværdien er uforlignelig med de ti samvittighedskvinder, hvor kun Lila Nobel er ny (afløser for Tilde Maja Fredriksen). Og forhåbentlig kan Betty-bossen Elisa Kragerup om et par år indbyde til 10 års-jubilæum på deres første forestilling (på Edison), så det bliver dobbelt hyldestfest. 

En fuldgod kvindereplik står stærkt som en af de afsluttende svadaer: ”Det er ikke det vi er, men det vi godt kunne være.” Så måske er ’I et forhold’ lidt for meget ens mønster, og ikke det bedste Sort Samvittighed har leveret, men deres forestillinger vil alligevel altid være med i min personlige teatertop.