Joyride - The Musical

Be a Joyrider! Desværre lykkedes det ikke helt - for undertegnede - at flyde med på den overvældende bølge af goodwill og entusiasme som gennemstrømmede Malmø Opera til denne længe ventede verdenspremiere af ’Joyride-The Musical’. Nostalgien var i top, men det meste blev simpelthen for overskruet.

Ambitionerne har toppet i 6-7 år - med forskellige manuskripter og instruktører - og det er helt klart en af de største musical-satsninger i det flotte operahus. Yderst professionelt og toptunet med blandt andet 300 kostumer, 90 parykker og massiv makeup, samt en spillevende scenografi i flere lag: roterende midtscene, bagscene med liveorkester bag LED-projektioner og adskillige møbler/rekvisitter ind og ud af scenen, inklusiv en 3D-printet bil. Samt selvfølgelig koreografi og arrangement af omkring 37 Roxette-sange - hvoraf nogle indgår kort eller som medley - i et trekantsdrama a la komedie, hentet fra britiske Jane Fallons roman ’Der fik jeg dig!’.  

Det er historien om den pendlende dyrlæge Joe (Alexander Lycke), der har kone Stephanie (Jessica Marberger) og teendatter Stella (Sara Stjernfeldt) i London, men den yngre kæreste Katie (Marsha Songcome) i provinsen. Da de to kvinder opdager hinandens eksistens, dropper de rivaliseringen til fordel for at give Joe et par lærestreger. En hævnplanlægning, der går ganske over gevind - og noget efterrationalisering af følelserne der går alt for tjept, og ikke altid spiller sammen med sangteksterne.

Det havde unægteligt været mere originalt at skabe en helt ny fortælling omkring Per Gessles sange, istedet for at omskrive en middelmådig chicklit-roman. Jukebox musical-skabelonen - som rigtig mange succes-musicals er skabt over - bliver endnu mere tydelig her, hvor forudsigelighed og sødsuppe spænder ben for det kantede og rå, som nogle af sangene har. Ikke mindst med tanke på Marie Frederikssons stemme, der kunne alt fra hypercool til supersårbar.

De musikalske arrangementer og sangtolkningerne svinger meget i stil og kvalitet, og de mange toneskift er ofte udfordrende for sangerne. Bedst er Marsha Songcome og Jessica Marberger - den moderne og den traditionelle musicalstemme - i storhittet ’It Must Have Been Love’ og en lækker version af ’Crash! Boom! Bang!’, på italiensk restaurant hvor tjeneren antager at de er på date. Ligeledes en fornøjelse er Marshas powerballade ’Fading Like a Flower’, og den mindre kendte ’The First Girl on the Moon’ som Stellas (akustiske) sang, der får (kvinde)power i de sidste scener.

Men mestendels er alt meget hektisk og hurtigt, og det giver en overfladisk følelse i både drama og humor. Især 2.akt racer derudaf. Fra start en temmelig hysterisk version af ’The Look’, hvor Oscar Pierrou Lindéns LGBT-charme overfræses af Sara Lehmanns skingre overspil. Ligeledes formår skrålene at totaltsmadre ’Spending My Time’ i hele tre omgange, og det går ikke meget bedre med ’Listen to Your Heart’.

Selvfølgelig er ’Joyride-The Musical’ en livlig, farverig og glædesfyldt fest. Om succes og kvindepower - til sat krops- og sexpositive noder, via et mode- og celebrity-univers, der var noget lettere dengang i 1990erne, hvor der ikke var internet og mobiler. Indimellem retro-sjov men mestendels nostalgitrip i overgear. For det er bare overload og selvom det ofte er en normalitet og/eller en bonus i musicals, så bør det ikke gå ud over musik og sang, som det gør her. En af slutteksterne er "It all begins where it ends…", og showet er en fuldfed hyldestfest til Roxette, der snart tager på turne igen - med Lena Philipsson som ny powerkvinde.