Spelman på taket
MUSICAL
2. september 2017 – 31. januar 2018
Malmö Opera
Traditsye! I tekst, form og udtryk er det traditionelle holdt højt i irske Orpha Phelans opsætning, og selvom der ikke ligefrem bliver pisket hverken stemning eller følelser højt op, så sniger musicalen sig ind i debatten om et topaktuelt emne.
Som spillemanden dinglende på en tagryg af usikre livsvilkår er et stort antal af verdens udsatte folkemængder endnu på usikker grund, når de tvinges fra land og levned. Så når spillemanden lurer i baggrunden – og indimellem forgrunden – forstår man at den jødiske fattigmand Tevje (Philip Zandén)
holder fast i sin tro på at hans mitsves (gode gerninger, ifølge Toraen) og traditioner vil beskytte hans familie.
Men tiderne skifter, og nytolkning imødeses ligesom udvikling fryder. Så da de tre største døtre Tzeitel, Hodel og Chava (Tuva B. Larsen, Kristin Lidström og Kerstin Hilldén) går imod forældrenes ægteskabsplaner, forsøger Tevje at acceptere deres kærlighedsudkårne Motel, Perchik og Fjedka (Jonas Schlyter, Oscar Pierrou Lindén og Erik Espinoza). Men noget halter i forståelsen og følelsen – både hos Tevje og hos os publikummer.
Phelans iscenesættelse er tro mod de gamle dyder, og dermed meget afdæmpet og lidt for pæn i grundtonen. Tevje er en blød mand, der vil gøre det bedste for sin familie, og det får ham til at tvivle på traditionerne. ”På den anden side…” som han ofte diskuterer med sig selv – indtil han pludselig vakler om til strikt og stædigt at afskrive sin datter. Der går tiden og udviklingen i stå, og efterlader en ordinær følelse af den gammeldags moralske og overfladiske oprindelse.
Det er den klassiske amerikanske musicaltradition, der spiller ind her, for det originale forlæg, Sholem Aleichems ’Mælkemanden Tewje’ (1894) ender mere komplekst og tragisk. Men efter diverse testforestillinger blev de alvorligere dilemmaer tonet ned inden premieren i 1964, og den glade musicalstil hentede stor publikumssucces og ni Tony-priser.
’Spelman på taket’ er en fin forestilling, selvom den er lidt fintfølende. Temaerne er tyndslidte, og en vis gentagelse i handling og karakterer skaber forudsigelighed. Men miljø og musik er helt unik, tilført herlige jiddisch-gloser og klezmer-toner. Det er Tevjes historie, men det er ensemblepræstationen man vil huske. Den småskøre drømmemanifestation med mormor og andre ånder klædt i hvide kyser, tyl og puf; samt bryllupsscenen med cancan-kosakker og den smukke sang ’Gryning, skymning’.
Helt enkelt og tematisk snildt har scenograf Leslie Travers skabt en levende scene af primært skabe, der kan stables og rykkes så de danner nye rum, samt skifte form til døre, ovn, seng, tog, både med mere. Meget symbolsk for flygtningetemaet, hvor opbevaringen af mennesker ofte har afgrænsede, rælige vilkår. Åbnings- og afslutningsscenerne mærkes ægte, og forestillingen havde fået mere dybde og følelse, hvis den havde spillet mere i denne opdaterede vinkel.