Anastasia

Hvem bliver man, når man har glemt hvem man er? Et velkendt tema i musicals, nye som gamle. Men i ’Anastasia’ fylder minder og drømme så meget at sentimentaliteten næsten overskygger identitetsdilemmaet, og udspilles til en lidt gammeldags kærlighedsfabel.

Myten om den russiske tsardatter Anastasia, der rygtedes at have overlevet familiehenrettelsen under Den Russiske Revolution, verserede i mange år og med adskillige kvinder, der påstod at være den flygtede pige. En historie, der har inspireret til teater og film, samt denne musical med Broadway-premiere i 2017.

I Paris har Anastasias farmor, Enkekejserinden (Lill Lindfors) efter mange år mistet håbet om genforening, men de to plattenslagere Dimitrij (Andreas Weise) og Vlad (Michael Jansson) insisterer på at præsentere deres Anastasia (Tuva B. Larsen), som har reageret særdeles godt på deres indpodning. Men forelskelse gør det problematisk, også for bolsjevikken Gleb (Philip Jalmelid), der er i hælene på dem, for at gøre sin fars job færdigt: udryddelsen af tsarfamilien.

Det kunne være blevet en interessant historie om at finde sin identitet og træffe nye livsvalg. Men stilmæssigt lægger manuskript og sangtekster sig mere op ad animationsfilmen fra 1997, end Marcelle Maurettes originale skuespil fra 1952. Og dermed er der skruet op for sentimentaliteten og eventyrformen, så det bliver ret overfladisk og forudsigeligt. Kun få øjeblikke stikker af fra den gængse form: Når dørmanden til den russiske Club Neva gør et komisk nummer ud af Glebs sko, og da Lily og Vlad genfinder deres flirt med dyrelyde, lyst og grin på Alexanderbroen. 

Heldigvis har Malmö Opera igen hyret regionens bedste musicalperformere, som gør forestillingen værd at se for musicalelskere i det romantiske mode. Især titelrolleindehaver Tuva B. Larsen rammer perfekt i sang og sødme, og Lill Lindfors er et skønt livsstykke som Enkekejserinden. Som hendes hofdame Lily er Åsa Fång sprudlende, særligt i cabaret-festen, hvor russerdans og parisisk charleston mixes. På herresiden går både Andreas Weise og Philip Jalmelid lige i hjertet med fine soloer, men Oscar Pierrou Lindén er tæt på at snuppe spotlyset i flere miniroller, endda også med ballettrin i ’Svanesøen’.

Lidt spøjs er dekorationen - af scene og personer - og der er ikke lagt skjul på genbrugsideologien her. Nina Sandström har omsyet kostumer, og Benjamin la Cour har begrænset den scenografiske sus og dus. Men det er stadig kreativt og overraskende - eksempelvis de omrokerede trækasser, der bliver til togkupeer; og et flydende lysdesign af Ulrik Gad, der giver drømmene liv.

En stor del af Anastasias dannelseshistorie foregår gennem drømme og minder, og i Johanna Hybinettes instruktion (af Elisabeth Lintons ideudvikling) fungerer flowet med virkeligheden særdeles godt. Sentimentalt, men klassisk velfortalt. ’Anastasia’ er en ny musical, men på alle måder gammeldags - og det kan have sin charme, hvis man er til romantisk lykkerus.