West Side Story

Gitter og glitter. Yderpunkterne hitter i Kasper Holtens version af ’West Side Story’, hvor kærligheden kan trænge gennem den hårdeste barriere, som samtidig ikke kan stoppe hadets knive og kugler.

Under den glimtende diskokugle swinger ungdommen sig til lækre, frække takter, og kæmper også der imod de voksnes (danse)integrationsprojekt – de vil ikke parres med de andre! Bortset fra Maria og Tony, der ret hurtigt smelter sammen i ”jeg ser kun dig”-lykke – først i dansens halvmørke; siden i det skarpe lys, kravlende på hver sin side af et jerngitter; og sidst i blålyset af den fremtid deres drømme ikke battede til.

Temaerne i ’West Side Story’ er ligeså aktuelle i dag som ved Broadway-premieren i 1957: Ulighed og ufrihed, racisme og integration, vold og magtmisbrug. ’Something’s Coming/Nånting kommer’ er den dominerende stemning, hvis dualisme eminent afspejler usikkerheden og desperationen af om det er noget godt eller skidt på vej. Oprøret er uundgåeligt i de unges drømme om at have noget, være nogen og elske på tværs af forskelligheder. Og måske er de amerikanske Jets og de puertoricanske Sharks slet ikke så forskellige.

Dette er Kasper Holtens sidste regi-opgave udenfor Det Kongelige Teater, hvor han denne måned tiltræder som chef, og med over broen har han taget sit danske favorithold: Kostumedesigner Anja Vang Kragh, scenograf Steffen Aarfing og koreograf Signe Fabricius. Særligt de to sidstnævnte har – trods denne musicalklassiker er behæftet med restriktioner om opdateringer og tolkninger – sneget lidt modernitet ind.

Steffen Aarfings scenografi er igen genial, en videreudvikling af den klassiske stillads-scenografi, der gennem årene er blevet særdeles mere rå og afpillet. Aarfing er eminent i de skæve vinkler, og her er de jernrå stilladser, brandtrapper og gangbroer asymmetriske, så de i samspil med nogle enorme, skævvredne vinduesdelte facader ligner både fortidig degeneration og moderne opbygningsstruktur. Og som den ultimative barriere fungerer en kæmpemæssig, vippende gitterramme, der indimellem får karakter af spindelagtigt væv, hvor de unge fanges i deres følelsers vold.

Her i scenografien skinner den moderne vinkel for alvor igennem, men koreograf Signe Fabricius har også skarptrimmet trinene i den allerede geniale koreografi af Jerome Robbins. ’West Side Story’ var en af de første musicals hvor dansen virkelig blev handlingsbaseret, som hverdagsmanifester af rastløshed, drømme, vrede, forelskelse med mere. 

Volden er naturligvis mest udtryksfuld, men alle yderpunkter rammer Fabricius og Aarfing formidabelt ved at sammensmelte dynamikken i koreografien og scenografien og dermed formidle den altafgørende desperation hos de to ungdomsgrupper. Fra den sårbare, drømmende kærlighedserklæring ’Maria’ på toppen af stilladset, til den grundlæggende ustadighed der hersker i deres hektiske bevægelser rundt på den roterende scene – uden at komme nogen steder. 

Derfor er ’Somewhere/Nånstans’ så unik og rørende en sang, som det ultimative udtryk mellem håb og tragedie. Her sunget ganske bevægende af Oscar Pierrou Lindén (som Action), men tårerne presser sig ikke på før den sidste dødsscene med Frida Johanssons (som Maria) grådkvalte vibrato ”nån’ dag, nått sätt, nånstans…” Hendes soprantoner matcher fint – især i duetten ’Tonight/Ikväll’ (gitterscenen) – med den svensk-internationale musicalstjerne Anton Zetterholm, der scorer mere på charmen end på maskuliniteten som Tony.

Leonard Bernsteins musik og Stephen Sondheims sangtekster er noget af det bedste – og sværeste – i musicalgenren. Mixet mellem klassisk musical og opera tilsat latino-rytmer og bigband-swing går fra højoktav over tritonus (skæve toner) til coole knips og imminent stilhed. 

’West Side Story’ har altid været rå og romantisk i et helstøbt mix. Holtens og co.’s version er fuldblods musicalklassiker med glitter på rytmen og gitter for drømmene. Håbet lever stadig, selvom den sidste lille detalje i slutscenebilledet giver stof til eftertanke.