The Crow

Kultfilmen, der var med til at kickstarte den nye bølge af dunklere tegneserie-filmatiseringer i 1990erne, har fået et moderne remake. Men den føles stadig underligt anakronistisk.

Det overnaturlige og det dæmoniske er fremhævet, ikke mindst med en sejere superskurk, Vincent Roeg (Danny Huston). Men historien er stadig ganske simpel: På rehab møder Eric (Bill Skarsgård) sin store kærlighed Shelly (FKA Twigs), og da de bliver dræbt af Roegs lakajer, flakser Eric tilbage fra dødsriget for at få hævn - og bringe Shelly tilbage til livet.

Instruktør Rupert Sanders startede som reklamefilmskaber, og hans filmstil er tydeligt inspireret af det flotte, smarte, polerede og enkle derfra. Så trods det mørke, dystre univers skinner en vis stilisering og kultivering igennem, så det indimellem minder om en forlænget musikvideo. 

Actionscenerne er flotte, vilde og effektive, men ligner noget man har set før. Mest forrygende er det afsluttende opgør filmet i Prags smukke Státni Opera - krydsklippet med opsætningen af Giacomo Meyerbeers ’Robert le diable’. En opera fra 1831 om at vælge mellem familie og kærlighed, sovset ind i djævelskab, magi og intriger. 

Med denne klassiske reference kan man heller ikke undgå at tænke på det græske sagn om Orfeus, der drog ned i dødsriget for at hente sin elskede Eurydike. Der blev musik og sang også et vigtigt element. Ligesom det gør her i et vitalt genremix, til den mørke og mystiske side, naturligvis. Fra Joy Division over Enya og Cascadeur til en ny FKA Twigs-sang, som Shelly og Eric skaber/spiller sammen.

I første del af filmen er det primære fokus deres kærlighed og lidenskab, men det er naturligvis titelkarakteren, der bærer filmen. En karakter, der kun var fem år på tegnebrættet, før den første film blev et kulthit - ikke mindst fordi hovedrolleindehaveren Brendan Lee tragisk blev dræbt af et skud på filmsettet. Den inkarnation er helt umulig at negligere, og er for evigt top-kult.

Men Bill Skarsgård er ret perfekt som den dunkle hævner, med en særlig blanding af sårbar og koldsindig kropslighed. Han heler men han mærker stadig smerten. Den ofte bare, toptrænede overkrop fuld af tatoveringer, der processerer skudhuller, lammetæsk og påkørsel bliver ligeså grafisk virkningsfuld som de rå, sorte tegninger der vidner om hans tidlige barndomstraumer. Men ligesom Shellys baggrund - og dem der slår hende ihjel - er det overfladisk og rodet fortalt, oftest i flashbacks. 

Så ’The Crow’ anno 2024 bliver også primært en visuel fornøjelse, en stilistisk og velproportioneret actionfilm, hvis kerne er en kærlighedshistorie fuld af smerte og hævn. Men den bringer ikke så meget nyt til genren af tegneserie-filmatiseringer. Og man kan slet ikke lade være med at sammenligne med kultfilmen fra 1994, og tænke at der egentlig ikke er meget mening med denne genfortolkning.