Longlegs
GYSER
Premiere 8. august 2024
Instruktøren Osgood Perkins (søn af ‘Psycho’s Anthony Perkins) har lavet årets nok mest hypede gyserfilm med en næsten uigenkendelig Nicolas Cage i rollen som den groteske skikkelse Longlegs.
FBI agenten Lee Harker (Maika Monroe) har muligvis ikke de mest veludviklede sociale færdigheder, hun bryder sig ikke om smalltalk, har et lidt forceret forhold til sin ustabile mor og vil hellere være alene end med andre. Men hun har en uhyggelig skarp intuition i sit arbejde - det er en gave, der både er betænkelig og intimiderende. Men som hendes chef, den lidt joviale agent Carter (Blair Underwood) siger det: "Halvsynsk er bedre end slet ikke synsk.”
Han har rekrutteret Harker til at arbejde på en bestialsk og mysteriøs sag i håb om, at hendes evner kan hjælpe med at få gang i efterforskningen igen. En mand har dræbt en præst, sin familie og sig selv - tragiske begivenheder, hvis ikke det var for et kryptisk brev der viser sig at forbinde sagen til en række af familiedrab, der strækker sig over årtier, alle knyttet til en bestemt dato. Hvad Carter ikke kunne have forudset, er at Harkers tilstedeværelse fungerer som en katalysator, der lokker den blegsminkede og forrykte karakter Longlegs frem.
‘Longlegs’ henter kraftig inspiration fra en række klassiske gyserfilm. Den tager alle kneb i brug, i forsøget på at få publikum helt ud på kanten af biografsædet. Men det bliver på bekostning af enhver snert af realisme, hvilket ellers oftes er det der gør en film rigtig uhyggelig. I stedet får vi et filmiske mareridt med okkulte overtoner.
Bevares, åbningssekvensen er effektiv. En bil parkerer ved et afsidesliggende hus i et iskoldt snedækket landskab. En lille pige kommer ud - og derefter et møde, der vil påvirke alt der følger. Det er tydeligvis et flashback i et barns øjenhøjde og har man blot lidt logisk sans er plottet let gennemskueligt - selv slutningen kræver ikke det store at forudsige.
Stemningen hele filmen igennem er ikke til at tage fejl af - man genkender den fra ‘Ondskabens øjne’ og det fungerer faktisk ganske godt. Men selvom genreskuespilleren Maika Monroe næsten overskygger Jodie Fosters Clarice Starling-præstation, så er ‘Longlegs’ ikke i samme liga som Jonathan Demmes mesterværk og ej heller David Finchers ‘Seven’, bare for at nævne et par stykker. Men som agent Carter ville udtrykke det, er det bedre at være lidt god end slet ikke god.