Anmeldelser fra CPH PIX 2018

El Ángel *****
Kameraet elsker Carlitos – mindst ligeså meget som han elsker sig selv – når han som en helt særlig engel byder op til dans. Dødsdans, altså, for virkelighedens argentinske seriemorder Carlos Robledo Puch kaldes Dødsenglen, og Luis Ortega har skabt en vildt provokerende og lækkersmart film fuld af seksuelle overtoner i forrygende 70er-æstetik og -musik. Med cadeau til Tarantino, Scorsese og andre easy riders. Lorenzo Ferro er fabelagtig som dette grumme babyfjæs, og ligheden med Puch er formidabel. Også Chino Darín (søn af Ricardo) er fremragende som den berømmelseshungrende makker Ramón. 

The Outlaws ****
Sydkoreansk action-blockbuster, baseret på virkelighedens Heuksapa-aktion i Seoul, 2007, hvor over 30 gangstere blev arresteret. Her er heftigt gangvanvid og -forvirring, allerede inden den kinesiske inkassator tilføjer sine psyko-metoder og et par intrikate forretningsforbindelser. Politidetektiv Ma Seok-do spiller normalt cool med lussinger, fordi hans knytnæver er for hårde, men da hans lille indsatsgruppe får 10 dage, inden de kinesiske myndigheder overtager, må der skrues op for de særlige forhørsmanerer. Typisk sydkoreansk hovsa-humor og adrenalin-action, hvor pulsen nærmest kun falder når der serveres mad, whisky og damer.

Boys Cry/La terra dell’abbastanza ****
Gennemsnitligt italiensk gang-drama, der holder intensiteten med den stilsikre fotografering af Paolo Carnera (’Suburra’ og ’Gomorra: la serie’). Et tilfældigt trafikdrab viser sig som held i uheld, når nu man er rastløs teenager med kedsomme fremtidsudsigter, for det ender med at blive adgangsbillet til et killer-liv i Pantano-gangsternes vold. Gode typer, men ikke så meget nyt gangsterstof fra brødrene D’Innocenzo – og trods navnet er der ikke meget uskyld at hente her, og den sympati filmen prøver at oparbejde, indfinder sig ikke helt. For hvad får drenge til at græde? Den italienske titel giver et hint, men det er alligevel svært for de to teenfyre at nå frem til den finale af nok, som kan give dem følelsesafløb. Så det ender lidt mere i klicheen med mama.

Lifeboat ****
Lovende debut for danske Josefine Kirkeskov, hvor man mærker hendes engagement i emnet – fra egne erfaringer med hjælpearbejde på Lesbos. Skarpt iscenesat på en båd i Middelhavet – med vellykket spænd mellem frihed og frygt – udspilles et psykologisk trekantsdrama, realistisk og rørende. Traumer flyder op til overfladen, da et kærestepar samler en kvindelig, syrisk flygtning op af vandet, og ikke helt har afstemt deres indbyrdes incitament. Rigtig gode karakterskildringer af svenske Sofia Helin, norske Pål Sverre Hagen og tyrkiske Şebnem Hassanisoughi.

The Cannibal Club/O clube dos canibais ***
Satiren hugger hårdt og blodigt, når den brasilianske newcomer Guto Parente hæver pulsen for sex, mord og kannibalisme på den kapitalstærke kystlinje Fortaleza. Dekadencen er tydelig hos Gilda og Octavio, der hyrer personale ud fra særlige attributter for at sætte krydderi på hverdagen. Både her og i titlens luskede loge får de svedige sexscener ekstra gok og succederes af fede, røde bøffer. Den småperverse samfundssatire, hvor de rige fortærer de fattige, får dog et overraskende actionkick til sidst.

All Good/Alles ist gut ***
Indelukket og modstridende på alle måder er tyske Eva Trobischs debutfilm og hendes hovedkarakter, hvis livsmotto (titlen) får en ny drejning, da hun stiltiende insisterer på at negligere en voldtægt. Allerede under selve akten synes hun at lukke ned, men da hun konstant støder på den brødebetyngede mand, bliver det efterhånden umådeligt svært at opretholde den godmodige facade. Gode skuespilpræstationer holder dette underspillede drama i naturalistisk form, men slutningen er et særdeles underligt antiklimaks. 

Genesis/Genèse ***
Ret langtrukket ungdomsdrama om papsøskende, der mellem filosofiske gåture og dansende diskoteksdruk leverer ægte og rørende scener af ungdommens kærlighedskvaler, som canadiske Philippe Lesage har specialiseret sig i. Ikke mindst i ’Les démons’, som han her i en påklistret slutdel føler trang til at referere, ved at lade denne films hovedkarakter Félix overtage handlingen. Alligevel ender det i kedsommelig lejrbålssang.

Madeline’s Madeline ***

Good Favour **

Animal ***
En frygtelig deroute for en familiefar, der ikke tør stole på systemet og desperat kaster hele sin velfærd inklusiv kone og børn for fødderne af et par småsvindlere. For han har brug for en ny nyre, meget snart. Argentinske Armando Bos sorthumoristiske historie om endnu en succesmands forfald er interessant, men på ingen måde så genial som hans manuser til Iñárritu-samarbejderne ’Birdman’ og ’Biutiful’. Slutningen har dog et vellykket twist, som måske kunne være udnyttet tidligere. 

In Fabric ****
Dybt fascinerende hyper-thriller smurt godt ind i samfundssatire og forbrugskritik. Udsøgt æstetik og syret fantasi er britiske Peter Stricklands force, og når han her blander det blodskudt med sin forkærlighed for italiensk giallo bliver det en filmfest af vilde indtryk. Den geniale titel udspringer fra en særdeles suspekt tøjshop og en unik kjole, hvis røde tråde viser sig at skabe ulykke, vanvid og død. Alt er stærkt symbolladet og pastichemættet. Som at chefen er næsten ligeså blodfattig som mannequinerne, at ekspedienterne taler med slavisk accent og er dresset op til transsylvansk fest, at betalingen foregår i noget der ligner ’True Blood’-kolber og at tv-spots virker mystisk sataniske. Ironien strutter, og man er ikke i tvivl om massefortæringen når en blikkenslager får folk i trance med sine mekanik-svadaer, og Sidse Babett Knudsen toner frem i slutbillederne.

Wildlife ****
Fine familiebilleder fra dengang det var eksklusivt at portrættere lykke til evigt minde. Pletskuddet her er den 14-årige søns synsvinkel på forældrenes ret utilpassede ægteskabs opløsning, der begynder med farens (Jake Gyllenhaal) jobmæssige stolthed og kulminerer i morens (Carey Mulligan) genfundne savoir-faire. Indieskuespiller Paul Danos instruktørdebut er rørende og underspillet fra fremtidsplaner over utroskab til brandtrusler, hvori sønnen uforvarende bliver den fortrolige mellem mor og far. Alt for tidligt at blive voksen, men hvilken skøn teenager!

Holiday ****
Den sexscene vil slå benene væk under de fleste! Så ægte, chokerende og voldsom. Om man tolker den som konsensus eller ej. Svenske Isabella Eklöf – der velfortjent vandt PIX-Talentprisen – balancerer modigt og effektivt gråzonerne i et forhold rådrevet af status, magt og objektivisering. Småkriminelt bliver storråddent på kort tid for den unge hovedperson, nøgent og iskoldt spillet af Victoria Carmen Sonne overfor Lai Ydes perverterede narkosmugler.

Pity/Oiktos ****
Græsk weird wave når det er allermest sort: En mand, der trives – til afhængighed – på folks medlidenhed. Fuldt bevidst om hvor svært folk har ved at takle sørgmodighed, og ligeledes død, fanger instruktør Babis Makridis – sammen med Efthymis Filippou, weird wave-hovedforfatter efter produktioner med Lanthimos og Tsangari – den vellykkede balance mellem humor og sympati. Ikke mindst med stor stilistisk sikkerhed i miljø og skuespil, som heller ikke går af vejen for at bemærke at disse følelsers filmudtryk er latterlige. Efterfulgt af den daglige græderutine. En modig lille filmperle, der fortjener medfølelse. Og i øvrigt med en skøn, positiv slutpointe.
 
Udenfor ***
Habilt lille kammerdrama af debutant Klaus Møller Nielsen, der kredser om ensomhed og sorg. Uden de store følelsesudsving sættes fokus på Patrik (Kristian Ibler), hvis familietraumer er både nylige og forgangne. Om distancen – fysisk som psykisk – der så hurtigt ødelægger forhold; og reaktionsmønstre – sårbare som overfladiske – der stopper udviklingen. Søsteren (Camilla Gottlieb) kunne være mere interessant og interesseret i familieforholdene, men understøtter budskabet om at man er sig selv nærmest og man må udtrykke sine behov for at få dem opfyldt. 

Sultry/Mormaço **
Ret sært drama, hvis småklamme metafor ikke helt fungerer. Marina Méliandes dommedagsagtige scenarie udspiller sig otte måneder før OL ruller ind i Rio, hvor byens udvikling er i højsædet. På den ene side kyniske bygherrer og den anden side ulykkelige, udsatte beboere. Byggelarmen er heftig, varmen endnu mere ulidelig, og pludselig rammes borgernes advokat af vildtvoksende blå-lilla udslæt, der ligner noget naturskabt. Hun sover ikke, græder spontant, spiser fordærvet mad, er vred og vil have sex hele tiden. Tilfredsstillelsen udebliver – for hende, for dem og for os.

First Reformed ***
”Når man skriver om sig selv, skal man ikke vise barmhjertighed.” Det gør pastor Toller (Ethan Hawke) så heller ikke i sin hverdag, hvor han tyller whisky og afviser enhver form for nærhed med andre. Manuskriptforfatter og instruktør Paul Schrader har altid dykket dybt i menneskets mørke, og hvor hans mest kendte karakter (’Taxi Driver’) var en ægte hverdags-virgilante, er Toller gudsbenådet, om end ligeså forvredet på psyken. Hans udvikling virker dog ikke så plausibel, ej heller nærrelationen med den gravide Mary (Amanda Seyfried). 

Tokyo Vampire Hotel *****
Det vildeste blodsexaction-party – selv for Sion Sono, der har leveret den vanvittigste filmproduktion de sidste 10 år, kvantitativt som kvalitativt. Det er overdådigt og overgearet vampyr-slash og -splash på den virkelig fede måde, visuelt blæret fra den vampede vulvahule til den grå scifi-grotte, hvor henholdsvis Corvins og Draculas holder hof og i bekæmpelsen af hinanden forsøger at score det evige blod i Manami, af særlig avl. De to vilde heltinder, hvoraf den ene minder om Dreyers Jeanne D’Arc (Ami Tomite) og den anden Tarantinos Bride (Kaho), er i særklasse seje. Handlingen er endnu vildere, hektisk og rodet – måske fordi filmen er skåret fra en over 6 timer lang serie – men helvedes underholdende!

Sorry Angel/Plaire, aimer et courir vite ****
”Livet er dummere end film,” siger HIV-positive Jacques (Pierre Deladonchamps) i Christophe Honorés måske mest sensitive film, hvis franske titel (nyd, elsk og løb hurtigt) beskriver hans tilgang til kærligheden, og især denne sidste affære med den yngre Arthur (Vincent LaCoste), Ganske uforudsigeligt udfoldet og smart spejlet i filmfavoritter som Truffaut, Carax og Fassbender, så man fornemmer fortid og fremtid smelte sammen af to meget forskellige liv, men ens sjæle. Smukt og rørende, ægte og livsbekræftende.

Is That You?/¿Eres tú, papá? ***
For familiens bedste. Rammereplikken i det cubanske gyserdrama af debutant Rudy Riverón Sánchez har fatale konsekvenser, som man fornemmer hele vejen gennem uhyrlighederne i den udtjente hytte, hvor man altid kan høre grisene grynte. Stemningen er grå, grum og jordslået, men desværre er der ikke meget følelse eller forståelse at hente i handlingen. Bare en ynkelig, ond mandsling, der yder psykologisk terror på datter og kone, som han også binder og banker. Det fortsætter efter hans død – i et interessant twist med åndemaneri og besættelse – men man mister lidt gejsten, når ophav og afsæt mangler.

Human, Space, Time and Human/Inkan, gongkan, sikan grigo inkan ***
Det lover som vanligt ikke godt for menneskeheden, når Kim Ki-Duk deler lussinger – og det der er meget, meget værre – ud i dette højtflyvende epos, der stilmæssigt mixer pirateri, klima-scifi og bibel-fantasy. Sydkoreanske Ki-Duk er kendt for det provokerende og ubehagelige, men denne meta-fabel er alligevel svær at kapere. Det gamle krigsskib, der skulle være et skønt cruise, vender hurtigt tilbage til krigszonen af klasseforskelle og misogyni, der pointerer menneskehedens disintegration. Det er råt, grådigt og usympatisk over hele dækket, med undtagelse at en mystisk, stum, ældre mand, der går i gang med at skabe egne afgrøder.

Asako I & II **

Lad de døde hvile **

The Night eats the World/La nuit a dévoré le monde ****
Fascinerende takling af zombie-mareridtet fra debuterende Dominique Rocher, der griber manglen på liv og lyd ganske vellykket. Sam (norske Anders Danielsen Lie) er fanget i en bygning, og bliver hurtigt så ensom at han har enesamtaler med nabo-zombien (Denis Lavant) indelukket i elevatoren, og indimellem laver trommespektakel så gaden igen fyldes af savlende zombier. Sam er musiker og lydmager, så hans kreativitet fryder, og man kunne ønske mere af den slags gennem de lidt døde perioder af filmen. Men en udmærket meditation over tesen: At være død er normalen nu.

Diamantino ***
Pjuskede mega-hundehvalpe og lyserøde skyer. Det er Diamantinos hemmelige opskrift på succes med den bold, der har gjort ham til stjerne. Så da han får en åbenbaring om flygtninge, og vil adoptere en dreng han kan give kærlighed og nutellavafler, misser han vindersparket. Og så eksploderer alt i vanvidskomedie med politiske undertoner. Et kloningsprojekt, der skal genrejse Portugal. Forræderiske kvinder, der enten er tvilling-bitches, lesbiske agenter eller psyko-forskere. Seksualitet på tværs af køn, krop og kultur. Det er campet, poppet, over-the-top og indimellem ulideligt, men Carloto Cotto – med tydelige hints til superstar Ronaldo – er fantastisk som den totalt blanke machomand.

Piercing *****
En original og overraskende sexthriller, hvor mord bliver til sex, eller omvendt, eller begge dele. Nicolas Pesce har stilsikkert, og med humoristisk kant, overført Murakami Ryūs roman til amerikansk noir retro-dyppet i italiensk giallo, så lyd og billeder forfører blodrødt i gysertoner fra Goblin og Bruno Nicolai til Piero Piccionis pornoscore. Christopher Abbott og Mia Wasikowska er intense i hver deres psyko-spil, og de skiftes til at have overtaget. Som da hun gør sin entre til ‘La Dama Rossa Appare’, og man ved der er noget farligt på færde. Det sublime soundtrack fortæller en masse historier i sig selv, ligeså detaljerne i interiør. Men bag stiliseringen, humoren og hyperrealismen popper s/m-kernepunkter op, som grænser og samtykke, ikke mindst i den syleskarpe slutscene. ’Piercing’ lever på alle måder op til sin titel!

Blind Spot/Blindsone ****
De blinde zoner, der kan være i hverdagens trummerum, kan pludselig få et tragisk udfald. Interessant og modigt, som et hint til disse zoner, foregår dette drama i realtid, filmet i et take. Med masser af nerve og intensitet debuterer svenske Tuva Novotny som instruktør, og med sin mangeårige erfaring som skuespiller får hun skabt vedkommende præstationer, der er helt afgørende for denne type film. Den enkle historie, de rørende skæbner og de lurende traumer holder os fast, men slutningen skuffer og mister følelse.

Cutterhead ***
Yderst klaustrofobisk thriller, der i sit neglebidende gys næsten får os til at glemme logikken i setuppet. Samtidig ved vi jo hvordan håndværkere sjosker rundt i deres job, og hvordan netop dette byggeri har været udsat for lidt af hvert. Det er ganske originalt af debutant Rasmus Kloster Bro at sætte gys på metrobyggeriet, og der er mange knugende scener, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Men karakterudvikling og skuespil halter, så illusionen brydes, og derfor skulle man nok have satset på nogle flere ægte gyser-scenarier.

Leave No Trace ****
Meget rørende og empatisk drama om far og datter, der lever i skoven, væk fra verdens normer om fastholdelse og kontrol. Deres lykkelige symbiose forstyrres dog snart af datterens nysgerrighed overfor verden omkring dem, da de en dag bliver opdaget, ført i testmareridt og tilbudt genhusning for arbejdskraft. Fint atmosfærefyldt drama, uden de store krumspring, af Debra Granik – i stil med hendes ’Winter’s Bone’, hvor Jennifer Lawrence fik sit gennembrud. Det kan meget vel ske her for newzealandske Thomasin McKenzie, som næsten overskygger en ellers særdeles velspillende, om end underspillet, Ben Foster.

Florianópolis Dream/Sueño Florianópolis ***
Argentinere og brasilianere i festligt kærlighedsmiks, hvor flirten rammer både forældre og børn. Men som ikke rigtig rammer dybere end de to (argentinske) psykoterapeuters daglige familieskitsering, som nu er ført til snarlig separation, og to mere frisindede brasilianere, der huser adskillige gæster i deres ferieparadis. Den sidste pointe er dog overraskende – og måske en helt ny film med de unge talenter?