Frit fald

Usandsynligt, men ikke umuligt. Således er alt vinklet i dette geniale, tankevækkende drama om et tragisk dødsfald, der udvikler sig fra klassisk retsproces til eksistentiel forløsning. Fortalt helt exceptionelt og ganske provokerende i dybderne af det psykologiske drama, der hænger ved længe efter sidste replik og billede.

Indholdet er komplekst, men rammen er enkel: Samuel (Samuel Theis) ligger død i sneen efter et fald fra vinduet i designhytten, som han deler med sin kone Sandra (Sandra Hüller) og deres 11-årige søn Daniel (Milo Machado Graner). Sandra mistænkes for mord, og Daniel er hovedvidne. 

Åbningssekvensen - før det dødelige fald - er ypperlig, og rummer de fleste af filmens temaer. Iscenesættelsen af éns karakter - i en interviewsituation hvor interesse og kemi er i spil. Usikkerheden om hvad man ser og hører - ord, blikke og reaktioner, der kan tolkes foreskelligt. Forstærket af en instrumental calypso-version af 50 Cents ’P.I.M.P.’ i øredøvende volume - en slags provokation, som kun indviede forstår, men man senere oplever den reele konfrontation i.

Efterforskningen går igang med (gen)afhøringer og rekonstruktioner, og retssagen kører krydsforhør på eksperter med vekslende analyser af faldets anatomi. Det bliver en heftig ordstrid, som hurtigt kommer til at dissekere ægteskabet - om Samuels depression og selvmordsforsøg, Sandras affærer med kvinder, og deres indbyrdes kamp om selvværd, privat og professionelt. Og midt i det står så den 11-årige søn, der på grund af svær synsskade er særdeles åben for alle andre sansninger.

Ord og den måde de siges og mærkes, bliver derfor en essentiel del af fortællingen, og intensiverer stemningen. Eksempelvis når advokater manipulerer ord for at lede vidner, jury og dom til deres mål. Men her får det en ekstra dimension, fordi både Sandra og Samuel er forfattere, der bruger deres eget liv og omgivelser til inspiration. Så når retssagen fremlægger deres ord og handlinger fra bøger eller lydoptagelser af private skænderier som bevis, står metafiktionen og selviscenesættelsen stærkt, og den sidste overvældende pointe kommer med Daniels overraskende vidnesudsagn.

Tyske Sandra Hüller er eminent i sin kølige udstråling af standhaftig tro på at hun ikke kan blive dømt for mord, og de små øjeblikke af usikkerhed overfor sønnens blide og blinde vildrede. Stemningen veksler formidabelt mellem sympati og skepsis, og efterhånden som Daniel får mere fokus, går både troværdighed og empati med i følelsespuljen. Og sandheden bliver en følsom variabel af subtile detaljer.

’Frit Fald’ vandt Guldpalmen sidste år, men er ikke et typisk Cannes-kunststykke, og har velfortjent scoret fem store Oscar-nomineringer. For franske Justine Triet har skabt en yderst nærværende og vedkommende historie om troværdighed og virkelighedsopfattelse, hvis psykologiske dybder overvælder og provokerer. Så exceptionelt stramt opbygget til den ambivalente slutning, så man kan tolke og analysere længe på dette mesterværk og alligevel ende på: Usandsynligt, men ikke umuligt.