Poor Things

Hvilken vidunderlig skabning! Som en åbenbaring og en hallucination på én gang. Den geniale græker Yorgos Lanthimos har igen vendt verden og dens værdier på fabuleret vrang, og hans eksperiment er en enestående kvinde i skikkelse af Emma Stone.

Bella er kvindekrop med babyhjerne. Som udgangspunkt de fleste mænds fede fantasi, og det er også her filmen tager sit udspring. Kirurgen God(win) Baxter (Willem Dafoe), der har genoplivet hende som endnu et af hans forskruede eksperimenter; hans unge assistent Max (Ramy Youssef), som tilbyder kærlighed og giftemål i klassisk sort/hvidt; og libertineren Duncan (Mark Ruffalo) der lokker hende med på et sexfikseret eventyr til et farverigt Europa fyldt med fristelser.

Som helt uskyldig og uden forudindtaget erfaring ved man jo ikke hvad der er godt eller ondt, før man har prøvet det. Som filmens replik: "ting er kun sådan.. inden vi gør noget andet, opdager noget nyt." Og det er fuldstændig forunderligt at opleve Bella vimre velvilligt rundt i forskellige kulturer og selskaber - til både charme og chok hos forskellige folk. De basale, impulsive reaktioner udtrykkes i spøjst sammensatte ord og sætninger samt et åbent og lystigt kropssprog, hvis gåpåmod tjept giver bonus på godt og ondt.

Ganske naturligt sker en del af udviklingen gennem sex- og kønsidentitet, og her er utallige kvikke tableauer derpå. Fra den freudianske start hvor hun ved morgenbordet finder ud af at masturbere med et æble og lidt efter griber en agurk, til umættelig sexappetit der desillusionerer Duncan og sender hende i armene på den parisiske bordelmutter og hendes tøser. For Bella har ikke kun brug for penge, men også sex, og kvikt får hun vendt tørre quickies til muntre sexlege, og sørger for selv at få noget nydelse.

Emma Stone er helt fabelagtig som Bella, vild og vidunderlig, så man ikke er i tvivl om at Lanthimos har fundet en helt exceptionel muse og samarbejdspartner i hende. Men det vrimler med sprælske og bizarre karakterer her, fuld af outrerede nuancer. Først og fremmest er Mark Ruffalo forrygende skarp i satiren over skamløs og forsmået mand, og Willem Dafoe kanaliserer sært smukt både monster og offer som videnskabsmanden, der har implementeret titlens stakler. Nogle af dem, ihvertfald.

For der er selvfølgelig lagt nogle ekstra lag på i Lanthimos og manuskriptforfatter Tony McNamaras fortolkning af den skotske postmodernist Alasdair Grays roman fra 1992. Et perfekt match for Lanthimos’ forkærlighed for kvindeligt oprør, og her vender han en fordærvet mandeverden til en underfundig kvindeverden. De sidste scener er absurd sjove og morbidt grumme, og afslutter filmen ligeså overraskende og frapperende som den startede.

Til den surrealistiske fortælling hører også et overvældende virtuost billedunivers, der bølger fra gotisk enkelhed, over malerisk ekspressionisme til eventyrlig art deco-science fiction. Med så mange hurtige hints til andre film og filmmagere - deriblandt Jean-Pierre Jeunet, Lars von Trier, Elia Kazan, David Lynch, James Whale - og så er Lanthimos alligevel bare helt sin egen. Ikke mindst i kraft af Robbie Ryans eminente billedkompositioner, eksempelvis i de vilde vidvinkler og fiskeøjeperspektiver. 

’Poor Things’ er en euforiserende oplevelse, en livsfabel, der underspillet og overdrevet fortæller så uendeligt mange ting med lethed, humor og mod. I et vildt og vidunderligt billedunivers med så mange detaljer at filmen kan ses igen og igen. Det er Lanthimos’ bedste film - i en allerede imponerende filmliste - og den vandt velfortjent Guldløven på Venedig Film Festival, og er hermed min personlige Oscar-favorit.