The Favourite

Det myldrer med herlige favoritter her i det barokke hof hos britiske Dronning Anne i starten af 1800-tallet. Adelsmænd leger frugtkastning mod nøgen mand, den nye tjenestepige ankommer beskidt og taler snart ligedan, en partileder snakker pisk og tæsk som forhandling, en ung fyr er skrævforgabt, premiereministeren har sin and med overalt, og dronningen selv vil hele tiden have gnubbet ben.

Man har selvfølgelig før set uhyrligheder på hofplan, men Yorgos Lanthimos gør det alligevel helt anderledes fabelagtigt og forunderligt. Det er barok og rokoko, når vidvinklerne bøjer kongelige gemakker og hoffets ansigter forvrænges af kamerasving og afvigende lyskilder. Ligeså grotesk og nærmest burlesk når replikker og handling går i overgear med sjofelheder tilrettet både køn, kultur og politik.

På hoffet modtages Abigail (Emma Stone) af sin kusine Lady Sarah (Rachel Weisz) – Dronning Annes (Olivia Colman) tættest fortrolige plus-plus – som straks sender hende i køkkenet til brændende hænder (lud) og ryg (pisk). Men Abigail får alligevel kredit for sin indsmigren hos Anne – med gigthelende urter, kaninlege og -pleje samt noget med at stikke tungen helt ind – og en heftig rivalisering mellem de to kusiner ender grueligt galt for taberen. 

Den kåde, korporlige stil er lagt fra startscenens onanist i fælleskareten, og forklaringen på det stinkende, fluebefængte mudder, som tjenestepigen slæber med ind på dronningens overdådigt ornamenterede palads. Den husker man lige senere, hvor et mudderbad svøber royaliteterne med kommentaren: ”Tænk på det som chokolade.” For søde sager elsker og kræver dronningen, så selvom hun brækker sig, æder hun videre. Ligesom hun også lader sig udnytte eller fordærve af personer tæt på hende.

Paralleliseringerne er gennemgående i manuskriptet af Deborah Davis og Tony McNamara, oftest absurde, men absolut til eftertanke og indimellem måske mere sande end man tror. Krigsråd på sengelejet eksempelvis, og Abigals ide om at træffe krigsbeslutninger efter balregler. Krydsklippene mellem en falden kvinde og ditto mand er lidt søgt, hvorimod associationerne i de stærke slutbilleder er virkelig flabede oveni det tragisk rørende.

Opbygningen af stemningen og historien er til skraldlatter, men efterhånden bliver den sorte humor og spidende sarkasme elegant kørt over i noget dybere og mere tragisk. I paladset er loyalitet og tillid fremmed frugt – som ananassen, der har lige gjort sit indtog – og alle spiller alle ud mod hinanden, i nydelse og venskab, som i aversion og fjendskab. Der er enkelte plothuller, som især rammer Sarahs handlinger, men samtidig fungerer klicheerne som kontrast til alt det andet dristige drama.

Trods tid, location og kostumer føles ’The Favourite’ som en meget moderne film. Det saftige sprog, de udspekulerede manøvrer og mest af alt den magt- og kærlighedstrekant af kvindelige hovedkarakterer, der vender powergamet af magt og manipulation, så mændene bliver til de store, blege pudderkvaster de er stadset ud som. 

Der er fuldt fortjent rullet 10 Oscar-nomineringer ind til ’The Favourite’, som dermed har flest nomineringer i de store kategorier, så mon ikke de også trækker favoritter til Oscar-statuetterne. Alt andet ville være uforskammet, for denne hyper-dramakomedie er vitterlig en af årets bedste film.