Napoleon

Stærk strateg. Arrogant hærfører. Bralrende showoff. Magtbegærlig bandit. Man kan sige meget om Napoleon Bonaparte, og mange har markante meninger om ham. Også britiske Ridley Scott, der i sit kejserepos nærmer sig Napoleons personlighed med en særlig blanding af storhed og blamage. 

Der åbnes med guillotine-henrettelsen af Marie-Antoinette i 1793 - voldsomt og spektakulært når bødlen fremviser hendes blodige hoved til menneskemængden, hvor Napoleon (Joaquin Phoenix) lusker rundt. Som folkets mand, revolutionens mand. Men det er selvfølgelig den første af mange historiske friheder, som Scott åbenlyst har sneget ind for at udpensle storhedsvanviddet. 

Senere eksempelvis en afstikker til Egypten, hvor sprængningen af pyramidetoppe stilles overfor Farao-nærkontakt. Eller ved det ultimative Waterloo-slag, hvor den engelske hærfører, hertugen af Wellington (Rupert Everett) affejer skrapskytten, der har Napoleon på kornet, med en arrogant replik om respekt magtfolk imellem.

Joaquin Phoenix arter sig fortræffeligt under den karakteristiske ’en bataille’-hat, og klæder kejseren i både upålidelighed og barnagtighed. Napoleon modsiger alt, når han gentagne gange ytrer at han ikke er ærgerrig/ambitiøs, aldrig har erklæret krig, og er den største fortaler for fred. For der er ingen tvivl om at han levede for de krigsslag, som skildres helt exceptionelt og storslået her - vundne som tabte - med filmens største nerve og indlevelse. 

Vildt og kontroversielt med en kanonkugle der dræber Napoleons hest ved Toulon; men især flot og kreativt filmet i slaget ved Austerlitz, hvor østrigernes og russernes tilbagetrækning på glatis bliver et blodbad trukket i og under vand. Og modsat forhånet med det fejlslagne indtog i et evakueret, nedbrændt Moskva og efterfølgende vintervandring mod Sankt Petersborg, der kostede over 400.000 franske soldaterliv og sendte Napoleon på sit første ø-eksil. 

Det er småt med sympatien for nogensomhelst her, alle bekriger hinanden og den ene er mere egocentrisk eller magtbegærlig end den anden. Sådan starter kærlighedshistorien med krigsenken Josephine (Vanessa Kirby) også: Hun teaser ham, gør ham til hanrej - også i aviserne - og han er så jaloux at han indimellem forlader frontlinjen for at tage hjem til hende. Hans barnagtige, småvulgære besættelse afspejles i hans svulstige kærlighedsbreve (ofte uden svar) og deres lumre sexlege, hvis magtspil udvikler sig til en forståelse af at de er afhængige af hinanden. 

Mod slutningen modsiger Napoleon sig selv igen med en sludder om at han er den første til at indrømme fejl, men han begår aldrig fejl, og at han ved at det altid er sværest at acceptere andres fejl. Latterliggørelsen af den knejsende kejser er komplet og han sendes i eksil igen, hvor han dør seks år efter i 1821.

Hans sidste ord er "Frankrig, hær, Josephine," og dermed rammer Ridleys Scotts ’Napoleon’ essensen af hans liv. Men helt sikkert ikke som han selv opfattede det, og ville mene han skulle portrætteres. Men det er der nok også mange meninger om - og den ultimative Napoleon-film er endnu ikke realiseret.