Vogter

Nogen kan bare ikke reddes! Sådan er indstillingen nok i de fleste fængsler, trods masser af gode viljer og motiverende tiltag om rehabilitering af kriminelle. ’Vogter’ kradser lidt i denne tese, men når ikke helt i mål med sine motiver.

Karaktererne rammer ganske plet. Især Sidse Babett Knudsen som den fåmælte men velmenende fængselsbetjent Eva, der bestræber sig på at give de kriminelle en bedre hverdag med eksempelvis lektiehjælp og meditationsprogram. Indtil en ny fange får hende til at se rødt og gå i hævn-modus.

Unge Sebastian Bull er rå og foruroligende som Mikkel, der har dræbt Evas søn og nu får en ny hævngerrig vogter på nakken. Evas småpinsler kulminerer dog snart i en større konfrontation og pludselig vender magtspillet mellem dem. 

Manuskriptet - af instruktør Gustav Möller og Emil Nygaard Albertsen - har en del huller og tvivlsomme handlingstråde. Først og fremmest er det urealitisk at Eva bare kan bede om forflytning uden nogen stiller spørgsmål. Den første gang: hvorfor vil hun til den hårdeste afdeling; og den sidste: nu er hun endelig blevet "en del af holdet". 

Flere relationer halter: Manglende krisehåndtering ovenpå en særdeles overfladisk intern undersøgelse. Utroværdig interaktion med fange ovenpå overgreb. Den nye chef (Dar Salim), der er yderst skeptisk og irettesættende overfor Eva i starten, men alt for hurtigt glemmer al opmærksomhed og mistænkelighed, samt  pludselig fuld opbakning til hende op da volden eskalerer.

Dilemmaerne i ’Vogter’ er ellers interessante. Rehabilitering og resocialisering af kriminelle overfor den vanlige fængselsratio om at administrere fangernes straffe. Magt og kontrol spiller ind som vigtige faktorer, og Evas karakter bliver billedet på begge sider af fangenskabet. For hun er en del af det, når hun engagerer sig for meget - godt eller dårligt - og begge veje går på et mix af vrede og skyld i hendes uforløste moderfølelser. Især foruroligende i forhold til Mikkel. Den sidste spejling i Mikkels mor (Marina Bouras) virker dog forhastet og unødvendig.

Location er selvfølgelig fantastisk, og fotograf jasper J.Spanning fanger den rå og klaustrofobiske stemning bag tremmer og boltede døre, også med grumsede overvågningbilleder, der pointerer vogter-temaet. Det gamle Statsfængsel Vridsløselille i Albertslund har efterhånden været med i en del underholdning - Ikke mindst den fremragende tv-serie ’Huset’, som man ikke kan undgå at sammenligne denne film med. Og der overtrumfer tv-serien altså filmen.