Bastarden

"Livet er kaos - vinderen er den, der kan kontrollere kaos." Replikken er muligvis ikke i Ida Jessens roman ’Kaptajnen og Ann Barbara’ - som Nikolai Arcel og Anders Thomas Jensen har baseret dette fremragende filmepos på - men det er et passende statement for denne nybyggerhistorie.

Replikken er sagt roligt og arrogant af adelsmanden, der selvfølgelig mener at han er vinderen. For han har magt, rang og kapital - ikke mindst fordi han også er landsdommer - og hans modstander er vel bare en simpel bonde, der skal afrettes. Men nej, han er bastard på alle måder, og vant til at kæmpe for sin tilværelse. Altid.

Således han møder op hos de kongelige rådgivere i Rentekammeret anno 1755, og de affejer ham med "Heden kan ikke dyrkes."  Men ligeså knoldehård som det jyske jordområde er, ligeså stålsat er den hjemvendte kaptajn Ludvig Kahlen (Mads Mikkelsen). Hverken autoriteter eller adelsfolk kan rokke ved hans beslutning og ambition: Han vil dyrke jorden med en særlig sort han har medbragt fra Tyskland.

Godsejer Schinkel (Simon Bennebjerg) og hans håndlangere, deriblandt Bondo (Thomas W. Gabrielsson) og Preisler (Olaf Højgaard), gør ellers Kahlens liv til at helvede. Selv en flok lovløse med lederen Hector (Magnus Krepper) bliver skræmt væk. Kun taterpigen Anmai Mus (Melina Hagberg) bliver og sammen med præsten Anton (Gustav Lindh) og den ukuelige Ann Barbara (Amanda Collin) kæmper de for høsten og skaber deres egen lille familie. 

Nikolaj Arcel er tilbage i samme storslåede stil som i ’En kongelig affære’ fra 2012, hvor karaktererne også var en eminent del af det storladne drama. Her er store skuespillere overalt, mange i mindre roller, helt ned til kuske og adelsfolk. Mads Mikkelsen formidler både stædig, stoisk og forpint med vanlig værdighed, og Simon Bennebjergs uskyldige fremtoning bidrager til den helforkælede og barnagtige tyran, der bare vil have sin vilje og dyrker hævnen og retten til at lave sine egne love. 

Som i den barbariske scene til hans eget høstbal, hvor gæsterne vender sig i frygt og afsky, men ingen tør gøre noget. Kun hans kusine Edel (Kristine Kujath Thorp), hvis norske far ønsker hende gift med Schinkel, siger ham imod. Og viser interesse for Kahlen. Det er filmens moderne kant at de tre kvinder i Kahlens liv er stærke og bringer forandring.

’Bastarden’ er en fremragende filmfortælling, som rummer velkendte temaer: Kampen mellem den rige godsejer og den fattige bonde, klasseforskelle og fordomme inklusiv racisme og overtro, og den følelseslammede mand, der bløder op for relationer og sårbarhed. Indimellem føles det lidt forudsigeligt, især henimod slutningen, hvor kaoset mildest talt eksploderer før den rette hævn rammer, så sorg og lykke kan afbalanceres. Men alt er så bragende godt og flot fortalt, og i det rolige, smukke slutbillede ved man at kaoset stadig ikke er tæmmet, og man må revurdere sine kampe med tanke på at vindere ofte også lider tab og/eller ødelægger andres liv.