Rune Klan: Tvivl

Er tvivl en styrke eller en svaghed? Er der forskel på tvivl og skepsis? Og hvad kan man egentligt være helt sikker på? Hvad kan man tro på, og være tro mod?

Det er lige til en god gedigen omgang anarki, og Rune Klan kommer omkring en masse tvivlstemaer imens han vinkler med trylletricks. For det er jo oplagt at betvivle magi, som Klan forklarer med den første bog fra 1584: ’The Discoverie of Witchcraft’, hvor forfatteren Reginald Scot forholder sig til heksebrændinger og afmystificerer hekseriet. 

Men showet er - som de to forudgående ’Barnløs’ og ’Håbefuld’ - primært båret af de personlige fortællinger, centreret om familielivet, som er intensiveret siden han og konen adopterede sønnen fra Sydafrika. Nu fem år og fuld af energi og nysgerrighed, der får sat skub i farens tanker. Deriblandt tvivlen. 

Det er en lille juleleg, der sætter spot på det dårlige humør og den negative stemning, der nemt rumler i hverdagen. Nogle vanemæssige irritationsmomenter i parforholdet, der kan få reaktionerne til at stikke af. Versus tolerancen overfor venners småracistiske, men harmløse udtryk; og resten af (bøh)landets svære omstilling til den moderne verden, fordi de har levet for længe i den gamle verden.

Igen rammer hans afvæbnende tilgang plet i de mere sårbare eller pinlige emner. Her de fortærskede, gamle kønsroller, som han ikke selv er fan af, og mandigheden får også et par skud fra hoften. Særligt sjovt i fortællingen om lægebesøg med testikeludredning, der svinger mellem godt og ondt, og byder på et mandeboost, hvori Rune overvejer tryllepotentialet. 

Mest rørende er historien om sønnens nye interesse/initiativ, der bliver den store konklusion og derfor ikke skal afsløres for meget af her. En ægte skildring af forundring og frustration, hvis udvikling er ganske overvældende, men smuk med tanke på hvad der forsager tvivlen. Her virker intet trylleri - så bliver det nok nærmere hekseri. 

’Tvivl’ leverer masser af eftertænksomhed og spejlinger i Runes personlige reflektioner. Samfundet, hvor alle forlanger at vi mener noget - men man skal helst elske eller hade, ikke noget midtimellem. Mennesker, der ved alt og udtrykker det. Også for Rune,  men som han siger "Nu er jeg i tvivl..." og gør en dyd ud af at være enige med andre, om alt muligt forskelligt, og skifte mening efter deres humør. 

Således leger han også med ordet, som han kalder en fonetisk lækkerbisken, der kan danne nye ord som "ilt-til-liv" og han tryller det "vildt". For hans trylleri er ofte underfundigt, som de små fikse trylletricks, der overrumpler - eksempelvis hvor vi tror vi skal se et trick med spillekort og det så er noget helt andet der krøller for øjnene af os. 

For Klan er stadig et legebarn, og selvom faderrollen har gjort ham mere moden og varsom, så inspirerer sønnen også til nye ideer og lege, som indimellem udfordrer ham. Og så skal han lige have luft igen. Så nok er scenen mere pæn og ordentlig end Klans trylle-setup plejer at være, men der skal selvfølgelig sluttes af med lidt rod. Noget skal slippes løs. Er det tvivlen? Eller troen? Det er ihvertfald positivt, og alle får noget med hjem.