Specialklassen: Intet aftalt

Klassekammerater, dukse, begyndere, dumpere, stræbere, yndlinge, fukse med mere.. så er det tid til at forberede sig, læse på lektien, terpe og excellere. For Specialklassen er tilbage - på turne i hele landet - og de har brug for alle vores gode stikord til deres forrygende impro comedy.

Deres intro er noget mere kønsbevidst, og den svingende titelsang sætter straks festen igang. For kan og må man starte et show med en fastlagt sang, når nu det er impro og "intet aftalt"? Selvfølgelig kan de, for gennem årene har de også lavet spøjse musikvideoer og sangkomikken er en stor del af showet. Og selvfølgelig er der skabeloner og karakterer, som de improviserer over, men det kan stadig stikke helt af, så de må grine af hinanden. 

De kommer rundt i overvældende mange musikgenrer - med Anders Møller på tangenter og diverse lydhalløj - hvoraf den bedste er en rørstrømsk mini-musical ud af "nabokrig i Tønder", fra solceller til jacuzzi og mojn, der rimer på nøg’n, så to bli’r til tre. Men også ballade med noget vanilje-sødt, der spiller en helt anden sexleg. Og en syret "fyringsrunde" i viking-riverdance-stil, hvor der bliver plads til hvinende fløjte men ikke violin.

Her på premiereaftenen er det ikke de mest inspirerende stikord, der leveres fra publikum, men Kasper Gattrup, Rasmus Søndergaard og Kasper Le Fevre er helt suveræne til at skabe alle mulige og umulige historier ud af helt simple ting. Mestendels rykker de længere sketches noget bedre end de korte, men denne aften crasher den velkendte biltur-griner lidt i "delfin"-plask.

Allersjovest er skoleklassen med over-ængstelige Jakob, der skal trøstes for Line-frygt, og wannabe-akrobat Josefine, der er ’Bad’ og skræmmer Jakob med ’Man in the Mirror’ - inspireret af to publikummers svar på hhv. Gattrups og Søndergaards spørgen. Flere grin brager med det vilde stødarmbånd, forhøret om bestjålne (prinse)børn og endnu et højdepunkt med Søndergaards døvetolk, igen hylende sjovt at se ham gå all-in på myreknepperi, for kort efter at give fingeren til lige præcis det udtryk han ikke vil, eller kan tolke. 

Men ellers kan de bare det hele, denne skøreste, skønneste Specialklasse, der på 14.år lader publikum - nye og gamle klassekammerater - være med til at skabe helt exceptionel comedy. Med kække stikord, personlige input, lejlighedsvise sceneoptrin og endda fingeren på stødknappen. Modigt - af dem, og os.

Jeg husker tydeligt mit første møde med Specialklassen for knap 10 år siden, og de vidunderlige, løsslupne grineflip oplever jeg stadig hos de nye gæster jeg har med til shows. Ligesom jeg for altid vil være dedikeret klassekammeret, stræbende skoletøs med grinetårer trillende ned ad kinderne, et stort smil og boblende mavekrampe. Det er bare impro comedy i særklasse!