Thomas Warberg: Du har det ikke fra mig

"Alting kan gå itu.." Og det er på ingen måde noget man kan tænke sig til eller forventer. Ligesom titlen på Thomas Warbergs femte comedy-show måske heller ikke hentyder til det man tror. For Warberg overrasker som altid - og Anne Linnets hitsang ender måske med at have større mening end forventet.

Første itu- og udu-fortælling er med udgangspunkt i reality-dating, hvor en Falster-fyr bruger "dårlig timing" til at dække over sårbarhed og manglende evne til at udtrykke sig. Warberg kender problemet fra sin sønderjyske opvækst, og derfra flyder feriefortællingen, der ender i kærestebrud - blandt andet efter den ultimativt dårlige timing af muslingemås. 

Den 38-årige komiker fortæller levende og med glimrende grimasser, men selvom han er blevet skarp til de sjove historier og spøjse konklusioner, er der stadig noget, der er svært: At tale følelser, deale med sårbarhed, forholde sig til det usikre og uerfarne. Og det er blevet særligt relevant efter han det sidste årstid har tumlet med farrollen. For hvad skal man dog stille op med tre måneders barsel? Og findes der i det hele taget fædregrupper, eller hedder det daddy showers?

Et af de sjoveste set ups starter med "Nu har jeg set en fødsel.." og ender i fantasien om en fernisering af det skød, der er blevet syet i tre timer og er forblevet uset/urørt siden. Det er grænseoverskridende, men overvældende kreativt og sjovt fortalt. Ligesom den kønsneutrale rant om at blive kæreste med et træ, der opstår af hans forældres evindelige "hvad bliver det næste?"-harme over nye tider og anderledes tiltag.

Det sønderjyske ophav står igen for skud, ikke kun forældrene, men også krigsofre og kærlighedssynder. ’Du har det ikke fra mig’ handler om relationer - gamle, nye og fremtidige. For kan man overhovedet forandre, udvikle og forbedre sig når man har alenlang arv, traumer og blokeringer? Hvordan bryder man dårlig arv - og dårlig timing - og finder ud af at være forbillede?

Warberg vil gerne blive bedre til at spørge ind, og være åben for kritik. Så han forholder sig til publikum, som ikke altid er enige med ham - nogle mænd synes de er gode til at tale følelser, og andre er uenige i at mænd og kvinder ikke kan være venner. Han viser taknemmelighed over at kærestens joke faktisk får kæmpe bifald, og han går ud på publikumsrækkerne da babylykken bliver for overvældende, sætter sig på skødet af den nærmeste, og søger råd.

De kønspolitiske temaer blødes op af både bramfrihed og klicheer, når yderpunkterne i mænd og kvinders følelsesudtryk udspilles: Mænd går i forfald med whiskey og cigaretter, og kvinder går i selvsving med hverdagsdrama. Indimellem når man at blive lidt for opmærksom på overdrevet, men mestendels fungerer Warbergs vilde flow og skaber både grin og reflektioner.

For det er stadig grundlæggende i Warbergs comedy: At man genkender, relaterer og ikke mindst griner livligt af sig selv og sine omgivelser. Og han er som altid så charmerende i sin udlevering af sig selv og sin familie, at man fornemmer at diverse laster og arv via selvrealisering bliver nemmere at afsløre, deale med og lave grin med. Eller gør det?

’Du har det ikke fra mig’ er åbenhjertet komik, og ganske naturligt vender Warberg flere gange i showet tilbage til Anne Linnet og sangen om tusind stykker. Og når de herlige grin efterhånden lægger sig, favner man i de alvorlige toner også den vigtige og opmuntrende tekst - såsom "Man øver sig og bliver langsomt bedre til at se. Og skelne mellem sandheder og løgne."