I am Gold

En dobbeltdans på lykke og illusioner, drømme og mareridt. Titlen er tvetydig, for det danske ord er både guld og gold. Modsætninger som varmt og koldt, flot og grumt, rigt og tomt mikser formidabelt - i Signe Fabricius’ sansemættede koreografi - historien om kvinden, der vakler mellem guld og gold.

Freja (Astrid Elbo) og Thomas (Sebastian Kloborg) er parret, der ønsker sig et barn til at fuldende lykken. Men trods engagement og livslyst - og glimmerplottet på hendes t-shirt: "decide-commit-succeed" - må de kæmpe sig gennem hormonbehandlinger og insemination. Hun er balletdanser, han er sanger, og deres performanceliv understøtter deres festlige tilgang og lette humor i opstarten - eksempelvis hans fødselsdags-surprise med ’Let Me Entertain You’, hendes totalblottede vilde split i gynækologens leje, og deres 60 sekunders upside-down sex for at hjælpe befrugtningen på vej.

I alle scener kryber en glitterklædt figur rundt, og Freja forklarer at det er hendes natur - som hun først er begyndt at mærke nu. Igen tvetydigt, for det synes som en kamp med og mod naturen, når denne kunstige glimmer-udfoldelse rummer et meget mere følelsespræget kropsbehov. En lidt sær natur, der først rigtig folder sig ud i sidste sekvens.  

Slutningen er ikke helt til at forene sig med - blandt andet en replik om ondskab virker underlig - men til sidst er smerten så ægte rungende i det afmattede, mørke scenerum hvor ord og musik også er forsvundet. Til tungere beats har sædcellerne gjort spøjs entre og når Freja er danset i gulvet, afklædt og for første gang i fuld kontakt med sin natur, er der ikke mere følelse tilbage. Hverken guld eller gold.

Det hektiske succesliv med performances og andre festlighederer er både godt og skidt for krop og psyke, som det afspejles i sekvenser af virkelighed versus drømme og mareridt. Dansen går fra kontrolleret, klassisk tutu og tåspidser - over glitrende (doktor)step og cool hip hop med barselsbanden - til vild, svedig street dance. Ensemblet er fantastisk, og der er mestendels knald på, så når de to hovedpersoner sårbart slanger sig i smerte og fortvivlelse bliver kroppenes fortælling ekstra stærk.

Kvinden er naturligt i fokus, og Astrid Elbo er fremragende i både superflex kropssprog og følelsesmæssige udtryk, der farer i alle retninger. Sebastian Kloborg matcher hende forrygende med snert af humor og endnu større desperation når manden ikke kan leve op til kvindens krav. Dansen hvor afstanden for alvor har mærket dem, er hjerteskærende, ligesom det der følger.

Ordene er få, men effektive. Primært fra Tine Høegs roman ’Sult’ (hvorfra temaet også er hentet), Shakespeares ’Othello’, og Ellen Heibergs ’Ta’ alle mine kys’, som sætter den primære stemning med "mit hjerte er aldrig helt usårligt." Undervejs giver det mening at mikse sprog også, for det multietniske kultursamfund og dets indflydelse, samt via musikken, der spænder fra Tjajkovskijs ’Svansøen’ til Amy Winehouses ’Back to Black’ og nye toner fra altid forrygende Jeanett Albeck.

’I am Gold’ er endnu et formidabelt show under projektet Betty Udvikler - i samme forrygende stil som ’Bonnie & Clyde,’ men mere rørende og tankevækkende. Det er ganske genialt tænkt - at dans ville være så stærkt et udtryk for så sårbart et emne som fertilitet og barnløshed - og så endda udført med så meget liv, charme og vibe. Mere af den slags satsninger, tak, og godt nytår!