Vintersilhuetter

I skyggen af udvalgte H.C. Andersen-eventyr har Riddersalen igen i år ’Vintersilhuetter’ på programmet. Den fortjener et gensyn. For ’Vintersilhuetter’ starter julen med en varme og en hygge, som man ikke får ret mange andre steder.

Riddersalen rummer sin helt egen poesi, med de mørke loftsmalerier og krogede gange, der fører ind til teatersalen, hvor dronningen overværer hver og en forestilling. Det er som et magisk rum, der åbner sig og fortæller sine helt egne historier. Dér, helt inde i dybet af den gamle knagende bygning på Frederiksberg, forsøger ’Vintersilhuetter’ at finde lyset i al mørket. Der er varm kakao i baren og børn, der mumler overalt. Julekugler i krogene og dæmpet lys. 

På scenen bliver der tændt op i kakkelovnen og den store bløde lænestol bliver rullet ind, mens musiker Hans Find Møller skaber stemning med hvad end han piller ned fra væggen og spiller på. Karoline Munksnæs er på udflugt for at udforske lyde i rummet og gemme sig for det mørke, som vinteren uundgåeligt lægger ned over landet og sindet. Men inde i stuen er mormor og morfar (Lisbeth Gajhede og Erik Olsen) i hopla. De pynter op til jul og spiser småkager og han opvarter, mens hun dirigerer. Det er som vi kender det hjemmefra.

Med udgangspunkt i H.C. Andersens eventyr har Anna Panduro flettet udvalgte fortællinger sammen, som bliver til små fine iscenesættelser. Alle med forandringen som omdrejningspunkt, som en parallel til sæsonernes skiften. Alt er forgængeligt, men ud af mørket kommer lyset ofte. Den grimme ælling bliver til en smuk svane.

I H.C. Andersens eventyr gemmer sig også en trist, men dog menneskelig erkendelse af at alting har en ende. De smukkeste blomster, der fester på slottet om natten, de visner med tiden. Det lille grantræ, der drømmer om at blive stort og stå i en stue som centrum juleaften, ender på loftet efter en enkelt aften at have udlevet sin drøm. Den forelskede snemand smelter i varmen fra den kakkelovn han har forelsket sig hovedkulds i. I alle disse eventyr som iscenesættes her er der en tristesse, som dog fortælles med en sådan varme at realiteten i livets endeligt accepteres som et livsvilkår.

’Vintersilhuetter’ er en times poetisk familieteater, der enkelt deler teatermagien generøst med sit publikum. Skyggespil og nyfortolkninger af gamle genkendelige julesange og salmer. Dukker der bliver levende, som en hare der elegant driller det lille juletræ i hop. Et juletræ med gave under og følelser udenpå. Det er teatermagi og alt hvad jeg ønsker mig til jul.