Snödrottningen

Årets julegave på Malmø Opera er fuldstændig fortryllende! En nyskrevet familieopera over H.C. Andersens vidunderlige eventyr ’Snedronningen’ – om oplevelser og udfordringer ved at træde de første skridt ind i voksenlivet. Knitrende kølig og alligevel så sprudlende af fantasi, charme og intensitet. 

Aldrig før har jeg set så mange børn i operahuset, og stemningen af deres forventning er uovertruffen. Min 10-årige niece er ret cool, men det gibber i hende fra første sekund, da Kragen (Sebastian Durán) skræpper fortællingen igang lige bag hende – mørk og kryptisk, med fjer og perler ned ad smokingen og en kragebesat tophat. Lidt uhyggelig, synes hun, men han viser sig at være en ven, trods det forfjamskede og sorte ydre.

Her er det nemlig det hvide og det kontrollerede, der signalerer ondskab. Iskrystaller flimrer fra scenen ud i salen, og Snedronningen (Susanna Stern) troner frem som en stor iskrystal – med sit magtspejl, der splintres i iskolde skår for at sprede kulde og ufølsomhed i verden. Nogle af dem rammer Kaj (Wiktor Sundqwist) – i øjne og hjerte – og Snedronningen bortfører ham til sit sneslot.

Anelia Kadieva Jonsson har i sin libretto fremhævet Snedronningens dominerende væsen, og den kølige skarphed hersker også i Benjamin Staerns komposition, hvis tone- og stilarter ellers veksler ganske livligt mellem klassisk, avanceret og populært. Stearn lægger ikke skjul på at en af hans største inspirationskilder er symfonirock (som 70ernes Genesis), og især i stemmerne fornemmer man den kraft. Stearn er et af Sveriges nye stortalenter, og med hans første operaværk er fremtiden særdeles lovende; selvom der leges fritonalt og dissonant, holdes stemningen flot og de indimellem springske passager glider virtuost ind i handlingen.

Mest imponerende er det, at det er opera helt igennem, og det fænger ganske godt i de barnlige sind alligevel. Så god er fortællingen og Elisabeth Lintons iscenesættelse, der skiftevis følger Snedronningens oplæring af Kaj i isnende følelsesløshed og den forældreløse Gerdas (Frida Johansson) rejse for at genfinde sin bedste ven, inden han er helt fortabt. En dannelsesrejse for begge, men med mest fokus på Gerdas.

Lintons (faste) danske team imponerer igen: Det eventyrlige lys- og skyggeshow af Ulrik Gad bringer ekstra liv til Rikke Juellunds fantasifulde scenografi i herligt samspil med Astrid Lynge Ottosens knaldkreative kostumer. Gammeldags og moderne mixet, i en fremragende balance mellem det hyggelige, spøjse og skumle. Mistænkelig idyl hos blomsterdamen, barokamok hos den forkerte prins (og prinsesse), legesyge røverrollinger i halmkamuflage samt et overpolstret rensdyr. Og ikke mindst er en stor del af iskrystallerne gengivet a la papirklip.

Sjældent har varme og kulde smeltet så fint sammen som i slutningen, hvor Gerdas varme hjerte skal besejre Snedronningen og hendes tårer redde Kaj. For godt og ondt kan ikke bare skilles ad, de er begge en del af livet og verden. Det onde forsvinder aldrig helt, og opfordringen er at man skal bekæmpe det onde hver dag. H.C. Andersens klassiske temaer om at huske på at bevare noget barnlig glæde og forundring i stedet for at blive kold og beregnende holder hele vejen i denne vidunderlige familieopera. Forhåbentlig en klassiker for fremtiden.