Halloween Cirkus: Historien om hikken fra Helvede

En hikke der bare ikke vil gå væk er irriterende, og et godt trick til at få den til at gå væk er at forskrække personen der hikker. Det kan man gøre på mange måder. I Cirkus Arena er de ekstra kreative og man må afsave et ben og stjæle en cirkusartist, før man kommer sådan en lidelse til livs. Vejen derhen er en lang skolekomedie, forbi få cirkusnumre henimod pointen, som var lidt svær at finde.

Egentlig er det jo forståeligt, at Cirkus Arena forsøger at forny en 250 år gammel tradition og samtidig forlænge sæsonen. Og det er et smart trick at kombinere den amerikanske Halloween-tradition med klovne, knivkast og dødsensfarlige fald fra store højder. Det er oplagt at invitere familier ind i et cirkustelt, som forbindes med sjov og spænding og så krydre det med uhygge. Men alle intentioner gode, så er ’Halloween Cirkus’ i Cirkus Arena højst uhyggeligt uinteressant. Og sikke en skam.

Clemens er instruktør og manuskriptforfatter på ’Halloween Cirkus: Historien om hikken fra Helvede’ og med forestillinger som den meget succesfulde breakdanceversion af ’Nøddeknækkeren’ i bagagen, var forventningerne til en kombination af cirkus, sang, dans og uhygge temmelig høje. Men ’Halloween Cirkus’ har ganske enkelt ikke et narrativ der kan bære et telt på 1700 tilskuere. 

En fordrukken og lettere ubehagelig cirkusdirektør (Patrick Spiegelberg) starter forestillingen med drømmen om at lave det største Halloween-show nogensinde. Men en for en forsvinder hans artister. Bortført af McClawn (Clemens) og frue Szkrækzilda (Szhirley), som nok bedst identificerer sig som Dracula. Hun har hikke, han forsøger at kurere den hikke med noget der kan forskrække hende, og cirkusartister er jo generelt ret skræmmende. Eller?

Det der fungerer bedst i ’Halloween Cirkus’ er det Cirkus Arena i forvejen gør bedst, nemlig cirkusartisterierne. Den bomstærke Duo Costache, der laver imponerende numre med perch, den ildspyende Zora og kvartetten Flying Wulber, der laver trapezkunster med frit fald på flere meter. Sidstnævnte giver sug i maven, når de med bind for øjnene og via korte mundtlige instruktioner kaster sig ud fra toppen af teltet og mirakuløst finder hinanden i luften.

Men hvor cirkusartisterne flyver i luften, så falder rammefortællingen helt til jorden skudt ned af klichér og dårlig timing. Den temmelig tynde storyline blev understreget af min søn, der midt i anden akt udbrød "altså, hvad handler det her egentlig om?"